Sms'erne vælter ind til U21-holdets helt

Nicolai Jørgensen blev fejret af holdkammerater og venner efter sin vigtige scoring mod Hviderusland

Nicolai Jørgensen fejrer sejren over Hviderusland tirsdag aften. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Jørgensen fejrer sejren over Hviderusland tirsdag aften. (Foto: Lars Poulsen)

Nicolai Jørgensen var festens helt store midtpunkt, da U21-landsholdet tirsdag fejrede den første sejr ved EM på hjemmebane.

Det var ikke kun holdkammeraterne, der behandlede matchvinderen i 2-1-sejren over Hviderusland som en konge. Også alle hans venner ville deltage i fejringen.

- Det er en fest i omklædningsrummet. Jeg tror, at jeg har fået 30 beskeder, så det har været dejligt.

- Det er fedt at vide, at folk støtter en. Nu bliver det en fest, siger Nicolai Jørgensen, mens Mathias 'Zanka' Jørgensen render rundt bag ham med en larmende ghettoblaster.

Nicolai Jørgensen er ikke i tvivl om, hvad sejren over hviderusserne betyder, efter at Danmark åbnede EM med et nederlag til Schweiz.

Stor selvtillid
- Den betyder alt. Nu går vi ind til næste kamp mod Island med stor selvtillid. Den vinder vi selvfølgelig også, fastslår Bayer Leverkusen-spilleren, der næsten ikke kunne huske sit fantastiske mål 20 minutter før slutfløjt.

- Jeg ser, at de er lidt passive, og så går jeg bare efter den. Jeg kan dårligt huske det, men den ligger i hvert fald i det lange hjørne.

- Det var en forløsning for mig, for det er lang tid siden, jeg har scoret. Forhåbentlig kommer der flere i turneringen, fortæller stortalentet.

På lørdag kan Danmark spille sig i semifinalerne, når holdet møder Island i Aalborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere