U21-træneren: Det bliver ikke let

Keld Bordinggaard venter en svær åbningskamp mod teknisk velfunderede schweizere

Christian Eriksen og Keld Bordinggaard på dagens pressemøde i Aalborg. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen og Keld Bordinggaard på dagens pressemøde i Aalborg. (Foto: Lars Poulsen)

AALBORG (ekstrabladet.dk): I mere end to år har Keld Bordinggaards U21-talenter spillet betydningsløse landskampe med sit mandskab. Kampe, der kun havde sigte som forberedelse til EM-slutrunden.

En kulmination sker i morgen, når Danmark spiller EM-åbningskampen mod Schweiz på Aalborg Stadion.

Her skal træneren have svar på, om spillerne kan leve op til ambitionen om en semifinaleplads.

- Vi har spillet mange venskabskampe og ikke spillet med det bedste hold i lang tid. Men nu er vi klar. Nu skal vi vise, hvad vi kan, siger Keld Bordinggaard, der venter en vanskelig åbningskamp.

Svært at kvalificere sig
- Schweiz er et hold med mange intelligente og teknisk dygtige spillere. Vi får en svær åbningskamp, mener træneren, der slet ikke er enig i visse eksperters vurdering af, at Danmark er i en let pulje.

- Vi har fået en god lodtrækning, men det er ikke ensbetydende med den er let, fastslår træneren, der har besluttet sig for sin startformation.

- Jeg har truffet min beslutning, men jeg vil ikke afsløre den her. Spillerne får først besked lørdag, siger Bordinggaard, der glæder sig over, at Danmark er med som værter i en turnering, hvor mange store fodboldnationer ikke slap gennem nåleøjet.

- Min engelske kollega, Stuart Pearce (U21-landstræner, red.) har sagt, at U21-EM er den sværeste turnering at kvalificere sig til, fordi kun syv løser billet. Derfor ser vi også en EM-slutrunde uden store nationer som Italien, Frankrig, Holland og de forsvarende mestre fra Tyskland, fastslår Keld Bordinggaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere