The Sun nævnte i går Christian Eriksen blandt seks spillere, som de havde store forventninger til i de kommende uger. Det glæder Christian Eriksen, som selv er fuld af beundring for en af U21-slutrundernes nylige stjerner.
– Mesut Özil er gået hen og blevet et forbillede på grund af den måde, han spiller på, og den måde han er på banen, siger Christian Eriksen med henvisning til den tyske Real Madrid-spiller.
I 2009 var Mesut Özil den store åbenbaring på det tyske U21-landshold. Hans kreativitet var nøglen for tyskerne, der endte med at vinde EM-trofæet ved at slå England hele 4-0 i finalen.
En bedrift, som Christian Eriksen meget gerne må levere sin version af, når U21-slutrunden indtager fire jyske byer de kommende par uger.
– Özil er så rolig og utrolig hurtig med bolden. Han ved altid, hvor bolden skal hen, og han ved altid, hvor han skal bevæge sig hen. Det ser så nemt ud.
Kæmpefan af Totti
- Özil har lavet 26 assist den her sæson eller noget i den stil. Det er stadig en del, smiler Christian Eriksen og tilføjer, at en anden U21-stjerne også har en stor plads i hans hjerte – men af helt andre årsager.
– Jeg var kæmpefan af Francesco Totti. Det var dengang, hvor jeg spillede masser af computerspil og fodbold-manager, der var jeg altid Roma og altid Totti, ler han på drenget vis.
Danmarks fodboldfremtid bæres af en spiller, der er så ung, at han har spillet football-manager med en spiller, der har spyttet Danmarks aktuelle landsholdsanfører i hovedet.
Det siger alt om, hvor lang tid ud i fremtiden vi kan få fornøjelsen af teknikeren fra Middelfart.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.