Et kvarter før tid var England ude af slutrunden i aftenens skæbnekamp i U21-EM. Så fik briterne et lidt uventet mål, og alt så dejligt ud. Indtil tjekkerne gik målamok og lavede to chokkasser i kampens døende minutter.
Goodbye England - og tillykke Tjekkiet med semifinalepladsen!
England spillede kampen igennem alt for taktisk og i for lavt tempo med meget unødigt boldflytteri, som ikke lagde nok pres på Tjekkiet, der momentvis var farlige, men primært satsede defensivt.
Tjekkerne havde fin balance i forsvarekæden og holdt ofte ni mand bag bolden. Kompakt forsvarsspil og en stor kollektiv arbejdsindsats gjorde det svært for englænderne, der blev stadig mere rådvilde, som kampen skred frem.
Men i det 76. minut gennembrød England så defensiv-væggen, da Welbeck scorede på hovedet efter indlæg fra højresiden, hvor Sturridge med venstrebenet smed bolden ind i feltet.
Målet vækkede englændernes kampgejst, og der kom mere speed over favoritterne, som nu troede, at semifinalen var sikret.
Men på en tjekkisk kontra i sidste minut udnyttede Chramosta et tøvende forsvar, da han sneg sig ind i feltet og skubbede en ripost fra en forsvarsspillers ben i nettet til chokudling.
England formåede ikke at slå tilbage i de tre minutters overtid. Derimod slog tjekkerne på ny kontra, og i helt fri position kunne Pekhart trille bolden i det tomme mål sekunder før slutfløjtet.
EM er dermed ovre for de dyre og hypede drenge fra fodboldens moderland.
I puljens anden kamp kvalificerede Spanien sig helt som ventet til semifinalen ved at vinde puljen, da verdenmestrenes yngel sikkert besejrede Ukraine med 3 - 0. Mata blev dobbelt målhelt, mens Adrian stod for en pind.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.