Bille: Nu scorer jeg

U21-landsholdets måljæger må stadig stå til regnskab for sin svage præstation mod Hviderusland, men lover mål mod Island

Nicki Bille plejer at være U21-holdets store målscorer, men ved EM på hjemmebane er målene udeblevet. Nu lover han mål mod Island. (Foto: Ernst van Norde)
Nicki Bille plejer at være U21-holdets store målscorer, men ved EM på hjemmebane er målene udeblevet. Nu lover han mål mod Island. (Foto: Ernst van Norde)

AALBORG (ekstrabladet.dk): Alle angribere må uanset alder og status finde sig i, at de bliver bedømt på målene.

Går boldene ind, bliver tidligere fejl straks tilgivet, mens der er kontant afregning ved kasse et, når det er 'stolpe ud'.

Det gælder naturligvis også Nicki Bille, der efter de to første gruppekampe ved U21-EM fortsat er målløs.

Han kan dog glæde sig over, at han fortsat nyder landstræner Keld Bordinggaards udelte tillid og er sikker starter mod Island lørdag aften.

- Jeg sætter min lid til Nicki. De ting, der ikke har fungeret, varer ikke evigt, lød det håbefuldt fra landstræneren og selvtilliden er da også fortsat helt i top hos Villarreal-spilleren.

- Den brændte chance mod Hviderusland er ikke noget, der går mig på. Heldigvis vandt vi, for ellers havde det nok gået mig på. Men det vigtigste er, at vi har succes som hold og det vigtigste er, at jeg bidrager til det, men det gør ikke noget, hvis jeg scorer, siger Nicki Bille, der efter kampen fik ros fra Bordinggaard for sit defensive arbejde.

Træt af kritik
Til gengæld vil han gerne indrømme, at han efterhånden er lidt træt af at skulle gentage sine forklaringer omkring sin indsats mod hviderusserne.

- Det er lidt irriterende at tale om det samme hele tiden, selvom vi vandt kampen. Men jeg mister ikke selvtilliden, så kunne jeg ikke spille. Jeg har været mange ting i gennem som person, så jeg går ikke ned på det, siger han.

Mens kritikken fra mediere har været hård, så har Nicki Bille nydt de pæne ord fra duoen Mark Strudal og Flemming Povlsen, der begge ser angriberen som fremtidens mand på A-landsholdet.

- Jeg kigger helt sikkert på de positive ting, selvom man også skal lære af kritikken. Men de to ved, hvad de taler om, og de ser mange ting, journalisterne ikke ser. De har jo prøvet det selv.

Nu kommer målene
Nicki Bille har tidligere udtalt, at han scorer i de vigtigste kampe. Et løfte, han meget gerne vil indfri lørdag aften.

- Heldigvis kommer der jo en endnu vigtigere kamp nu end den mod Hviderusland. Så det betyder forhåbentlig, at jeg scorer, griner angriberen, der dog overlader det til holdkammeraterne at forberede de jubelscener, som der forhåbentlig bliver god brug for lørdag aften på Aalborg Stadion.

- Jeg har ikke tænkt over, hvordan jeg skal juble endnu. Men jeg ved, at Nicolai Jørgensen har forberedt noget, lyder det hemmelighedsfuldt fra angriberen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere