U21: Bomber-Bille klar til at detonere

Fætrene Daniel Wass og Nicki 'the Needle' Bille er sammen fulde af fis og ballade, men i aften skal de bruge krudtet i skæbnekampen mod Hviderusland.

Nicki Bille og Daniel Wass har stærke bånd til hinanden, da de ud over at dele værelse på U21-landsholdet også er fætre. (Foto: Lars Poulsen)
Nicki Bille og Daniel Wass har stærke bånd til hinanden, da de ud over at dele værelse på U21-landsholdet også er fætre. (Foto: Lars Poulsen)

Ni fantastiske dage i Toulon for 13 måneder siden er reelt, hvad Danmark har at have troen i inden U21-landsholdets skæbnekamp mod Hviderusland i aften.

De magiske dage i maj sidste år viste, at Danmark havde en ung fodboldgeneration, der kunne vokse som hold og skabe resultater.

Én spiller personificerede succesen: Tattoo-Bille. Nicki the Needle   ... eller slet og ret Bomber-Bille.

Fem kasser bankede han i nettet i det sydfranske. Han blev kåret til turneringens bedste spiller, og belønningen kom kort efter, da Villarreal slog til med en kontrakt.

Farligste spiller
Det er svært at overvurdere Nicki Billes betydning for det unge landshold. Med samlet set 15 mål for U21-landsholdet, så er han med afstand den farligste spiller i truppen. Den trup, der er samlet ved slutrunden, har ved siden af Bille samlet set kun scoret 13 mål siden seneste U21-EM.

Lørdag aften var Nicki Bille atter på pletten mod Schweiz, da han var ene dansker om at kunne passere den blændende keeper Yann Sommer. Uheldigvis for Danmark betød en fejlagtig offside-kendelse, at målet aldrig kom til at tælle.

Nicki Bille fløj ud til manden med flaget og talte i så markante vendinger, at dommer Schörgenhofer udstyrede danskeren med et gult kort. Og da kampen sekunder senere blev fløjtet af, så var Bille atter på krigsstien over for dommeren i en grad, så Mathias ’Zanka Jørgensen måtte smide sin holdkammerat væk, for at hindre en udvisning.

– Det var mest sådan noget med: ’Hvad har du gang i. Der er ikke offside.’ Jeg følte ikke jeg var tæt på udvisning. Jeg følte det var ret kontrolleret. Jeg har aldrig fået et rødt kort som senior-spiller, fastslog Nicki Bille omkring situationen.

Men netop temperamentet er på samme tid Billes store force og svaghed.

Følg kampen live her fra kl. 20.45

Temperament
– Han er meget temperamentsfuld, som det kunne ses mod Schweiz. Og det er vel hans største svaghed det temperament. Men i nogle sammenhænge kan det vendes til noget positivt, mener den kommende Benfica-spiller Daniel Wass.

Han er utvivlsomt den spiller på holdet med det bedste kendskab til Nicki Bille. De to er fætre.

– Vi har aldrig spillet på samme hold –  før vi havnede på U21-landsholdet. Nicki er jo et år ældre end jeg, fortæller Daniel Wass, der deler værelse med Bille.

– Nicki er en utrolig aggressiv angriber. Han er jo en målscorer. Han er en meget stærk person mentalt. Han gør altid alt for at vinde, siger Daniel Wass.

De to fætre har et nært forhold og har spillet masser af kampe mod hinanden i boldburet i Vigerslev som børn. Men når professionen hedder fodbold og weekenderne går med kampe, så er det ikke festerne, der binder de to sammen.

Ingen misundelse
– De seneste mange år har der jo ikke været plads til de store familiefester. Jeg spiller jo i udlandet nu, og da jeg var 18 år, var jeg også to år i Reggina. Den seneste fest, vi holdt sammen, var vel hans 18-års fødselsdag, forklarer Nicki Bille, der slår fast, at forholdet til Daniel Wass er rendyrket venskabeligt. Ingen misundelse eller intern konkurrence.

– Men da vi med FC Nordsjælland vandt en kamp på Brøndby Stadion, fik jeg da lige stukket til ham. Der røg nogle sms’er af sted, ler Nicki Bille, mens Daniel Wass tilføjer:

– Der er altid fis og ballade, hvor Nicki er.

I aften mod Hviderusland må vi håbe, at bomberen er parat til at sætte kursen mod succes.

Læs også: Bille: Vi blev snydt

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere