U21-landstræner Niels Frederiksen vil ikke bruge ord som 'katastrofe' og 'fiasko' om det danske knockout af U21-EM, som blev en realitet onsdag aften med 0-3-nederlaget til Tyskland.
Det efterlader Danmark med nul point og en målscore på 0-5 efter to gruppekampe.
- Vi må konstatere, at vi ikke har været dygtige nok. Ikke forstået på den måde, at det er nogen fiasko eller katastrofe, for det kan det per definition ikke være, hvis man er underdog.
- Men det betyder ikke, at vi ikke er drønhamrende skuffede. Jeg synes ikke, det er godt nok bare at være med, men man må også erkende, at modstanderne har været dygtige, siger Niels Frederiksen.
Onsdagens nederlag til Tyskland mindede på flere måder om 0-2-nederlaget mod Italien i søndags.
Danmark spillede en godkendt første halvleg og gik til pause 0-0, men et drømmemål til modstanderen kort inde i anden halvleg ødelagde de lovende danske takter.
At danskerne endnu en gang gik ned i anden halvleg, kan ifølge Niels Frederiksen tilskrives, at modstanderne er bedre til at holde kadencen over en hel kamp.
- Det var samme kampbillede, som vi så mod Italien. Desværre. Vi kom igennem første halvleg med næb og klør, og så slap vi lidt i anden halvleg, mens modstanderen måske spillede sig lidt op.
- Det er svært at sige helt præcist, hvad der skete, men det er nok lidt et billede på, at vores spillere står på tæer for at være med. Falder de bare tre-fire procent i niveau, så bliver de andre for dygtige for os.
- Jeg siger ikke, at det var det, der skete, men det er nærliggende at tro, siger U21-landstræneren.
Siden blev 0-1 til både 0-2 og 0-3, da danskerne satsede for at holde semifinaledrømmen i live.
- Vi satsede og stillede ekstremt offensivt op, da vi begyndte at skifte ud. Det er jo med den risiko, at det ender galt, men selvfølgelig skulle vi satse. Vi havde faktisk nogle rigtig fine muligheder, da der stadig stod 0-1.
- Vi kunne sikkert godt have nøjedes med at tabe 0-1, men vi satsede butikken. I havde først overfaldet mig, hvis vi ikke havde gjort det og gået efter at vinde, siger Niels Frederiksen.
Selv om Danmark ikke kan gå videre, skal spillerne og Niels Frederiksen forsøge at rejse sig, når holdet lørdag spiller den sidste gruppekamp mod Tjekkiet.