Esbjerg-forsvarer urolig for U21 EM

Jonas Knudsen håber, at hans lårskade er af mild karaktér

Jess Thorup kommer til at udtage mindst én spiller til U21 EM-truppen, der er usikker grundet skade.

U21-landstræneren var til stede på Blue Water Arena til gyset Esbjerg-FC Vestsjælland, og han måtte til sin store ærgrelse se backen Jonas Knudsen opgive at fuldføre kampen.

Den arbejdsomme angrebsback har fået debut på det rigtige landshold, og han er udset til at være en nøglespiller i Tjekkiet. Jess Thorup har brug for en defensivt stærk mand til at varetage pladsen, fordi makkeren på kanten formentlig bliver Viktor Fischer eller Yussuf Poulsen.

- Jeg håber på, at det kun er en forstrækning. Jeg kunne mærke, at det begyndte at stramme op i baglåret, og forhåbentlig nåede jeg at trække mig ud inden det gik helt galt, siger Jonas Knudsen til Ekstra Bladet.

Se Jess Thorups overvejelser omkring EM-truppens sammensætning

U21-truppen udtages i dag, men med blot 16 dage til åbningskampen mod Tjekkiet, så skal Jonas Knudsens skade hurtigt vise bedring, hvis ikke deltagelsen skal komme i fare.

Esbjerg forventer, at Jonas Knudsen gennem en stærk slutrunde kan spille sig til en kontrakt i udlandet. Så på den front vil det være en streg i regningen for vestjyderne, hvis Jonas Knudsens skade viser sig værre end ventet.

– Vi har haft den åreladning vi synes vi skal have. Der er to primære pladser som vi skal have fokus på nu. Jonas Knudsen er det en kendt sag, at vi håber på, at han kan bruge U21 EM til at komme videre. Og så har vi en lejet angriber, Daniel Larsson, som har udløb. Ud over det håber jeg på, at vi kan holde sammen på det, for vi trænger til at få noget kontinuitet ind på holdet, siger Esbjerg-direktør Søren Poulsen omkring vestjydernes fokus frem mod næste Superliga-sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere