Før arvefjende-opgør: Her er Thorups tre hovedbrud

U21-træner Jess Thorup skal træffe tre vigtige beslutninger før aftenens drama mod Sverige

Jess Thorup har haft god grund til at klappe af sine spillere. I aften gælder arvefjende-opgøret mod Sverige og inden da, skal der træffes flere vigtige beslutninger. (Foto: Lars Poulsen)
Jess Thorup har haft god grund til at klappe af sine spillere. I aften gælder arvefjende-opgøret mod Sverige og inden da, skal der træffes flere vigtige beslutninger. (Foto: Lars Poulsen)

Lørdag aften gælder det semifinalen i U21-slutrunden mod Sverige. Men inden da skal træner Jess Thorup træffe tre vigtige beslutninger.

1: Hvad med Andreas Christensen?

Chelsea-forsvareren har gjort sin alder til skamme og har været en utrolig vigtig brik siden Frederik Sørensen blev skadet. Jess Thorup skal finde ud af om Andreas Christensen i centerforsvaret og slutrundens store overraskelse, Jens Jønsson, på midtbanen skal bevares. Frederik Sørensen er klar og det giver muligheden for at flytte Andreas Christensen op på den midtbane-plads, hvor han har spillet i EM-kvalen.

Det gør Jess Thorup:

U21-landstræneren er ikke bleg for at holde fast i Jens Jønsson. Men i en EM-semifinale, så ligger det til, at Frederik Sørensens erfaring fra Italien giver lidt mere vægt til ligningen. Jess Thorup kommer formentlig til at vælge Andreas Christensen som midtbanespiller.

2: Er Bomber-Brock farlig nok?

I den sidste testkamp før EM var Nicolai Brock-Madsen en kæmpe håndfuld for svenskerne. To friske mål mod semifinale-modstanderen giver en ekstra dimension til udvælgelsen for Jess Thorup. Han har to gange i denne turnering valgt hurtighed frem for fysik oppe foran, da Yussuf Poulsen senest blev smidt i aktion mod Serbien.

Det gør Jess Thorup:

Billedet af en landstræner der vakler lidt i forhold til den foretrukne angriber-type snyder. Emil Berggreen var udset til at starte kampen mod Serbien, men han måtte melde afbud med et maveonde. Så Yussuf Poulsen var plan B. Det siger noget om Jess Thorups tankegang. Han hælder til at spille med en targetmand, og det er ikke tilfældigt, at han tog Nicolai Brock-Madsen med til pressemøde i aftes. Han starter.

3: Hvad med backerne?

Bedømt på Jess Thorups egne udsagn, så har han sat en stor fed cirkel omkring Ludwig Augustinsson før semifinalen. FCK-backens indlæg skal stoppes. og det er spørgsmålet hvilken konstellation over højrekanten, der bedst gør det. Eksempelvis har Alexander Scholz vist sine begrænsninger i sine evner til at spille backen. Her kunne Christoffer Remmer være et hurtigere alternativ. Og i den anden side har Jonas Knudsen ikke imponeret og Riza Durmisi presser sig på.

Det gør Jess Thorup:

Både Alexander Scholz og Jonas Knudsen får genvalg. Alternativerne har for store ambitioner frem ad banen og det gør det for risikabelt for den danske defensiv. Jess Thorup har tillid til at hans foretrukne bagkæde kan håndtere presset nu hvor han tilmed kan få Andreas Christensen op på midtbanen.

Fodbold med Attitude varmer op til Danmarks semifinale mod Sverige. Se det her:

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere