Gruer for fortidens U21-fiaskoer: Nævn det ikke!

Danmarks talenter skal bryde slutrunde-trenden med at snuble lige før målstregen

Danmark kom i markant grad ned på jorden ved EM, da U21-landsholdet fik en lektion af Tyskland i lørdags. I aften er der gruppefinale mod Serbien (Foto: Lars Poulsen)
Danmark kom i markant grad ned på jorden ved EM, da U21-landsholdet fik en lektion af Tyskland i lørdags. I aften er der gruppefinale mod Serbien (Foto: Lars Poulsen)

PRAG (Ekstra Bladet): Generationer forgår. Historien består.

De fire ord er meget vigtige at have i tankerne, når U21-landsholdet i aften møder Serbien på Letna Stadion i Prag.

For omstændighederne omkring opgøret ligner bare med deprimerende forudsigelighed noget, som tidligere U21-generationer har stødt sig på tidligere.

Det er tredje gang på ni år, at Danmark når EM-slutrunden. Det er tredje gang, at U21-holdet ’bare’ skal levere et resultat i sidste gruppekamp for at nå semifinalen.

Se også: Brøndby-profil: Ondt blod mod Serbien

De to andre gange er det kikset.

De to andre gange har Danmark tabt mod overkommelige modstandere, da det endelig gjaldt.

- Nævn det ikke... du må ikke jinxe det, skummer DBU’s pressechef ved slutrunden, Pia Schou, da Ekstra Bladet bringer emnet på bane. Hun smiler, da hun afleverer sætningen.

Det ændrer ikke på, at fortidens fiaskoer rejser med til sidste gruppekamp på Letna Stadion som en ganske opsigtsvækkende hvid elefant. Ret synlig, men det er ikke noget der snakkes om.

- Vi kan jo først levere svaret mod Serbien. Jeg kan ikke argumentere for, hvorfor vi lige præcis kommer til at bryde den tendens. Vi har en god plan mod serberne, og forhåbentlig er det nok til at skabe det resultat, vi har brug for, siger midtbanekraftværket Lasse Vigen Christensen, der efter Ekstra Bladets oplysninger atter er bænket i aften.

Nicolai Brock-Madsen og Jannik Vestergaard i en afslappet snak efter et af mange træningspas i Tjekkiet. (Foto: Lars Poulsen) Sport og Spil Det tjener U21-stjernerne

Landstræneren fra 2011, Keld Bordinggaard kan i hvert fald se nogle forskelle, der gør det muligt at tro på at tendensen brydes.

- Situationen før vores sidste kamp ved EM i 2011 var meget speciel. Vi kunne nøjes med uafgjort, mens Island skulle vinde med mindst tre mål for at gå videre, siger han.

- Da vi kom bagud blev det en kamp, hvor begge hold jagtede mål. På den måde var det en af de mest mærkelige kampe, jeg har oplevet som træner, forklarer Keld Bordinggaard, der kalder det historiens største skuffelse som træner, at Danmark røg ud fra den indledende pulje ved U21 EM i 2011 på hjemmebane.

Keld Bordinggaard, der efter fyringen i Mainz er uden job, tror ikke på en gentagelse i aften, fordi forudsætningerne er anderledes på 2015-mandskabet.

Se også: Sådan kommer U21-gutterne i EM-semifinalen og til OL

- Vi havde ganske få målscorere i 2011 primært i form af Nicki Bille og Nicolai Jørgensen, mens der på det nuværende U21 landshold er mange flere, der kan score målene. Det er et mere modent hold og med spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen, Pione Sisto og Viktor Fischer er der mange målsøgende spillere, påpeger Keld Bordinggard.

Til trods for, at Keld Bordinggaard savnede udprægede målscorere havde Danmark i 2011 flest afslutninger på mål af samtlige deltagere. Ni i snit, men det blev kun til tre scoringer i hele turneringen.

I modsætning til klubhold og landsholdet, så er rotationen af spillere så massiv og naturlig, at det er forceret, at trække paraleller hen over ti år. På de tre slutrunde-hold har kun én spiller oplevet to EM-ture – Frederik Sørensen.

Men vuggen for en nations vinderkultur står i u-fodbolden. Spørg bare i Spanien, hvor dominansen har været markant de senere år. Og Tysklands verdensmestre vil til evighed være taknemmlige for deres EM-vindere på U21-niveau i 2009.

Danmark fik en perfekt start på EM med drømme-comeback mod Tjekkiet

Så Danmarks chancer i fremtiden hænger i markant grad sammen med, om Danmark i aften tør tage den hvide elefant ved snablen og erkende, at den er en del af historien... det er bare ikke en vigtig del.

Og det landshold som træder op mod Serbien er opfostret på DBU’s ’røde tråd.’ Det er et kuld baseret på den gyldne 1994-generation, der for to år siden nåede VM og vandt sin indledende pulje ved EM.

Det er en generation der ikke er vant til at tabe. Det er en generation der som U21-spillere blot har tabt to kampe under Jess Thorup på to år.

Men det kan være ligegyldigt senere i aften. For de vil være en del af striben af fiaskoer, hvis de ikke leverer det fornødne resultat mod Serbien.

29.maj 2006 Danmark – Ukraine 1-2
Thomas Kahlenberg (med ryggen til), Jacob Sørensen og Johan Absalonsen umiddelbart efter sidste fløjt i kampen mod Ukraine. (Foto: AP)
Thomas Kahlenberg (med ryggen til), Jacob Sørensen og Johan Absalonsen umiddelbart efter sidste fløjt i kampen mod Ukraine. (Foto: AP)

Før kampen: Danmark havde imponeret stort ved EM i pulje med Holland og Italien. Begge kampe havde danskerne spillet fremragende. Thomas Kahlenberg havde scoret i begge kampe, men den eftertragtede sejr var udeblevet og Danmark stod med to point før sidste kamp. Det betød imidlertid, at Danmark havde skæbnen i egen hånd. En sejr over Ukraine ville sende de rød-hvide videre.

Nedturen: Danmark dominerede fra start takket være en lang række spillere som snart ville være faste på Morten Olsens landshold. Daniel Agger, Leon Andreasen, Thomas Kahlenberg og Nicklas Bendtner udgjorde rygraden på holdet. Danskerne satte Ukraine under hårdt pres, men Bendtner og Rasmus Würtz brændte de bedste muligheder. Og så slog Ukraine til efter en halv time, da Kevin Stuhr Ellegaard i målet ikke kunne holde  en afslutning fra distancen. Returbolden sparkede Ruslan Formin ind til 1-0. Danmark øgede presset og brændte flere chancer inden Kahlenberg kunne udligne lige før pausen. Danmark, som havde slået Ukraine to gange i kvalifikationen, var presset til at gå efter sejrsmålet. Det gav en meget åben anden halvleg, hvor alle danske forsøg blev brændt. Og så slog Artem Milevski til kort før slutfløjtet. Danmark forlod Portugal med en sidsteplads i gruppe B.

Det siger spillerne i dag:  - Vi havde mødt de to stærkeste hold der på det tidspunkt, og Ukraine var i også i pulje med i kval'en og havde slået dem to gange, så vi var godt tilfredse med den situation. Selv i dag kan jeg godt ærgre mig over, at vi røg i svinget. Det var en god tid med et rigtig godt hold lidt ligesom det er i dag, så jeg håber, at de kan kigge på fortidens fejltagelser og gøre det bedre end os. Det var en speciel tid, fordi vi havde et godt sammenhold, og efter slutrunden var det ligesom slut for mange af os, fordi vi så var blevet for gamle. Så man skal huske at nyde de stunder. (Rasmus Würtz, AaB)

 

18. juni 2011 Danmark – Island 1-3
Nicolai Boilesen erkender nederlaget til Island i 2011 på hjemmebane i Aalborg. (Arkivfoto: Jens Dresling)
Nicolai Boilesen erkender nederlaget til Island i 2011 på hjemmebane i Aalborg. (Arkivfoto: Jens Dresling)

Før kampen: På hjemmebane i Danmark var der masser af optimisme at spore før starten af EM. Kvalifikationen havde efterladt flere chok undervejs, og det var usexede nationer som Hviderusland og Island, som Danmark blev parret med i gruppe B – sammen med det meget talentfulde mandskab fra Schweiz. Christian Eriksen havde sagt ja til at give U21-landsholdet en hånd, og selv om han kæmpede for at finde sin plads på holdet, så var han blandt målscorerne, da Hviderusland blev besejret 2-1 i kamp to. Den sejr betød også, at vejen til semifinalen lå helt åben før mødet med Island, der efter to nederlag skulle vinde med tre mål for at gå videre. Danmark måtte omvendt bare ikke tabe, hvis suveræne Schweiz ellers gjorde det, som de skulle mod Hviderusland.

Nedturen: Små 10.000 tilskuere var på plads på Aalborg Stadion til en kamp, der blev opfattet som en formsag på vejen mod semifinalen. Og indledningen på kampen bekræftede det på sæt og vis. Christian Eriksen måtte se Haraldur Björnsson redde i et par omgange, lige som Nicolai Jørgensen afsluttede forbi på en god mulighed. Midt i første halvleg beviste Island anført af Gylfi Sigurdsson, at de ikke havde tænkt sig at forlade EM uden kamp. Islændingen begyndte at skabe chancer, men det forblev 0-0 ved pause. Det ændrede sig så hurtigt efter teen, hvor vulkanøens teknikere for alvor begyndte at sprudle. Og Danmark blev slået knockout af to hurtige træffere fra Kolbeinn Sigthorsson og Birkir Bjarnason. Danmark stirrede et gigantisk antiklimaks lige i øjnene. Og selv om Keld Bordinggaards drenge fik sat Island under pres og fik reduceret til 1-2 ved Bashkim Kadrii, så var det for sent. Et sidste desperat dansk pres forblev resultatløst og så slog Island kontra til 1-3 i overtiden.

Det siger spillerne i dag:  - Der er ikke nogen lette kampe ved en slutrunde. Der vil være spillere hos modstanderne, der altid kæmper for at vise sig frem i et af Europas største udstillingsvinduer. Det vidste vi godt, men vi håbede på, at det, at der realistisk set var mere på spil for os, ville give noget ekstra i løbet af kampen. Vi havde chancerne, men var bare ikke skarpe nok, og så scorede Island nogle lidt tilfældige mål. Bag efter var der bare total tomhed. Det var vores egen skyld. Vi havde det hele i egne hænder – og tilmed på hjemmebane med hele stadion bag os. (Kasper Povlsen, Hobro)

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere