Sverige leverer U21-sensation i rødt drama

Det svenske U21-landshold fik tidligt en mand vist ud og kom bagud, men formåede alligevel at sikre sig sejren mod Italien

John Guidetti bragte Sverige på 1-1 mod Italien, inden Isaac Kiese Thelin afgjorde affæren til skandinavernes fordel. (Foto: AP)
John Guidetti bragte Sverige på 1-1 mod Italien, inden Isaac Kiese Thelin afgjorde affæren til skandinavernes fordel. (Foto: AP)

Sverige skal tages alvorligt ved dette U21-EM. Det slog skandinaverne fast på fornem vis med en sejr på 2-1 over Italien torsdag aften, hvor den gule garde af talenter gik fra at være drenge i første halvleg til at være mænd efter pausen.

Ligesom Danmark oplevede det i onsdagens kamp mod Tjekkiet, skulle svenskerne således også møde modstand, før spillet begyndte at flyde. For det var Italiens perlerække af profiler, der fik den bedste start i Olomouc.

Efter en nervøs begyndelse fra begge mandskabers side blev favoritterne således tildelt en gylden mulighed for at tage teten, da Sveriges Alexander Milosevic nedlagde Andrea Belotti i straffesparksfeltet og modtog rødt kort for forseelsen.

Belotti blev omvendt belønnet med et straffespark, som landsmanden og angrebs-kollegaen Domenico Berardi tog sig kærligt af ved at sende bolden ned i højre målhjørne.

Se også: Dansk succes-træner: Vi var fejet helt ind under gulvtæppet

Så langt, så godt. Eller skidt - hvis man da har svenske sympatier. Og det vil de italienske spillere givetvis argumentere for, at kampens dommer Tasos Sidiropoulos havde, da grækeren få minutter før tid tildelte svenskerne et straffespark, der ikke var det mest tydelige af sin slags.

På det tidspunkt havde Sverige på formidabel vis allerede skabt balance i regnskabet som følge af en genial kombination efter et hjørnespark, hvor italienerne fuldstændig glemte at dække Oscar Lewicki op.

Midtbanespilleren takkede for de ledige kvadratmeter i feltet ved at tage et indlæg ned til sig, hvorefter han smækkede kuglen på tværs til John Guidetti, som scorede sikkert.

Siden fulgte et tåbeligt rødt kort til Juventus-stjernen Stefano Sturaro, der smækkede et slag i ansigtet på Randers-angriberen Mikael Ishak, som faldt til jorden ved sidelinjen.

Og til sidst var det så Italiens tur til at falde. Og det med alt andet end ære. Sveriges Isaac Kiese Thelin udnyttede det straffespark, der med sikkerhed vil blive diskuteret heftigt - om ikke andet i de italienske medier - og svenskerne formåede dernæst at køre sejren hjem til sidst.

Med de tre point topper Sverige Gruppe B, der foruden Italien også tæller England og Portugal. De to lande mødes senere torsdag aften, når de indleder turneringen.

Øverst i artiklen kan du se målet, der afgjorde det hele til Sveriges fordel. 

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere