U21-keepere i kaos før EM: Brugte 5000 kr. på taxi

Togkaos omkring Fredericia var tæt på at forsinke U21 landsholdets målmænd så meget, at de ikke nåede EM-flyet

Samtlige Danmarks tre U21-målmænd blev fanget i togkaos - fra højre er det Jeppe Højbjerg, Daniel Iversen, målmandstræner Jan Rindom og Thomas Hagelskjær. Foto: Lars Poulsen
Samtlige Danmarks tre U21-målmænd blev fanget i togkaos - fra højre er det Jeppe Højbjerg, Daniel Iversen, målmandstræner Jan Rindom og Thomas Hagelskjær. Foto: Lars Poulsen

KRAKOW (Ekstra Bladet): Målmandstræner Jan Rindom kunne på helt vanlig facon piske rundt med sin trio af keepere, da U21-landsholdet onsdag formiddag tog hul på de sidste forberedelser før EM starter fredag.

Men det var meget tæt på, at slutrunden var kommet helt skævt i gang for Danmark og træningen på Miejski Hutnik Stadion i den østlige udkant af Krakow var blevet helt uden målmænd.

For en stribe spillere med base i Jylland blev fanget i det togkaos, der opstod mellem landsdelene, da togdriften mellem Fredericia og Odense tirsdag blev indstillet efter en personpåkørsel.

Ekstra Bladets udsendte sad således i samme togvogn som AGF'erne Kasper Junker og Thomas Hagelskjær, da togene pludselig stod stille i Fredericia og togbusserne med retning mod Odense lod vente på sig.

En taxitur til knapt 1000 kr. til Odense var imidlertid nok til at fange det næste tog videre mod København, så de to AGF'ere nåede frem stort set til aftalt tid.

Kasper Junker og Thomas Hagelskjær måtte hoppe i en taxi med Ekstra Bladets udsendte. Foto: Klaus Egelund
Kasper Junker og Thomas Hagelskjær måtte hoppe i en taxi med Ekstra Bladets udsendte. Foto: Klaus Egelund
 

Så heldige var den vestjyske delegation - målmændene Jeppe Højbjerg, Daniel Iversen og midtbanespilleren Casper Nielsen - ikke.

- Jeg stod på i Vejen og sluttede mig til Jeppe og Casper. Min kæreste havde godt nok lige set, at der var lidt problemer omkring Fredericia, men det forventede jeg hurtigt ville blive løst, forklarer Daniel Iversen, der til daglig spiller i Leicester.

U21-spillerne havde fået fri efter den sidste testkamp i lørdags mod Sverige. Derfor var truppen spredt over hele landet op til afrejse.

- Da vi kommer til Kolding får vi at vide, at toget ikke kører videre. Vi venter på lidt videre besked, men ender med at ringe efter en taxi til Odense, forklarer Daniel Iversen.

- Vi var rimeligt pressede allerede der, men vi fik at vide, at togene ville være tilpasset, så vi kunne nå til lufthavnen omkring de to timer før afgang som var aftalt, fortæller Jeppe Højbjerg.

Esbjerg-kontigentet måtte vente omkring 20 minutter på taxi i Kolding inden turen gik videre mod Odense, men umiddelbart virkede planen holdbar... lige indtil gruppen sad i toget i Odense.

- Vi sidder i toget og venter bare på afgang, da der pludselig kommer en besked over højttalerne. Jeg tænkte med det samme, at der vel var faldet noget af toget, så vi ikke kunne køre. Men det viste sig, at der var en togfører, der var blevet forsinket, så vi kunne ikke komme af sted før et kvarter senere, fortæller Jeppe Højbjerg.

- Det var meningen at vi skulle køre klokken 16.50, men da den bliver 17.15 sidder vi der stadig, og så er der ikke anden løsning end at hoppe i en taxi, siger Jeppe Højbjerg.

En time før planlagt mødetid i København begynder Esbjerg-trioen så den sidste etape mod København.

- Vi siger til taxi-chaufføren at vi altså har lidt travlt. Han vurderer, at det vil tage omkring to timer at komme frem, men da vi kommer ud på landevejen, så kan vi mærke, at han har godt skub på, siger Daniel Iversen.

De to målmænd fortæller med begejstring i øjnene om oplevelsen af at nærmest flyve hen over Storebæltsbroen.

- Det kostede 1500 til Odense og yderligere 3500 kr. til København. Det lagde jeg ud for, smiler Daniel Iversen.

- Da vi sad i Odense troede jeg godt nok ikke på, at vi ville nå det. Alt gik jo bare galt, så vi ville vel også ende med at punktere i taxien. Jeg havde slet ikke overblik over tiden, så jeg var godt nok nervøs, fortæller Jeppe Højbjerg, der endte med at slutte sig til resten af U21-truppen omkring en time før afgang mod Krakow.

... eller skal vi sige planlagt afgang. For flyet mod Krakow var naturligvis også forsinket!

Se også: FC Nordsjælland forlænger med stortalent

Se også: Må forlade EM: Stort forsvarstalent skal i kemoterapi

Se også: Ny kæmpe-handel: Manchester United bruger kvart milliard på svensker

Se også: U21-landstræner godkender EM-eksperimenter i generalprøve

Se også: FC Midtjylland-duo sikrer U21-sejr i EM-generalprøve

Se også: DBU vil sende landsholdet ud i provinsen

14 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere