Ved du, hvem der er blevet udtaget til landsholdet? Har du set nogle spillere i lufthavnen? Så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk
Det er ikke kun en aflyst kamp i den nye landsholdsturnering Nations League, der kan få konsekvenser for Dansk Boldspil-Union (DBU).
Også en aflyst testkamp vil åbne en sag hos Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) disciplinærinstanser.
Det understreger UEFA's kommunikationsafdeling i en mail.
- For enhver kamp, der ikke gennemføres, gælder det, at sagen bliver overført til UEFA's disciplinærinstanser, skriver UEFA.
Landsholdsspillerne og DBU er havnet i en konflikt, fordi parterne ikke kan blive enige om en ny landsholdsaftale.
Danmark skal efter planen møde Slovakiet onsdag i en venskabskamp og Wales søndag i Nations League.
Men på grund af konflikten leder DBU efter andre spillere, der kan udtages til de to landskampe, så forbundet undgår sanktioner fra Uefa.
Konflikten mellem spillerne og DBU eskalerede i weekenden, efter at DBU havde sat 31. august som deadline for en aftale.
Derfor meddelte DBU lørdag, at forhandlingerne var indstillet, og unionen tilbød spillerne en midlertidig aftale til at gennemføre de to kommende landskampe.
Spillerne fik til søndag aften klokken 18 til at meddele, om de mødte op i landsholdslejren eller ej.
Søndag tilbød spillerne at stille op, hvis man forlængede den tidligere aftale.
Det svar anså DBU som et afbud til fodboldkampene, og DBU meddelte, at man ville forsøge at finde en alternativ landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales.
Og det må de godt, forklarer den tidligere generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen, der i dag sidder i UEFA's Control, Ethics and Disciplinary Body, som er disciplinærkomitéen under Det Europæiske Fodboldforbund.
- I det omfang, at DBU møder med de bedste af dem, der har lyst til at spille, mener jeg ikke, at der kan blive tale om sanktioner for, at man ikke spiller med det bedste hold, siger Jim Stjerne Hansen.
De spillere, som landstræner Åge Hareide i første omgang havde udtaget til onsdagens testkamp mod Slovakiet og det efterfølgende Nations League-møde med Wales, ønsker ikke at spille på DBU's betingelser.
Og da DBU samtidig ikke vil imødekomme spillernes krav, er unionen tvunget til at lede efter spillere på et noget lavere niveau.
- Det har jo altid været en frivillig sag, om man vil stille op for sit land. Hvis ikke man vil det på de givne betingelser, så må forbundet jo finde nogle andre, der vil.
- Man vil jo nok grine ad os internationalt, men UEFA vil garanteret ikke sanktionere det, siger Jim Stjerne Hansen.
DBU lover landskamp: Vi spiller onsdag
DBU på knæ for divisionsklubber: Vi håber, I vil støtte os
Se SMS-beskeden til Superliga-spillerne: 'Sig nej tak til landsholdet'