Uha-uha: Ronaldo kostede Portugal sejren

Den portugisiske verdensstjerne knaldede bolden på stolpen fra straffesparkspletten, og så måtte Portugal trods kæmpe overtag nøjes med 0-0 mod Østrig

Nani og Cristiano Ronaldo ærgrer sig over det brændte straffe af Real Madrid-stjernen.
Nani og Cristiano Ronaldo ærgrer sig over det brændte straffe af Real Madrid-stjernen.
Følg Fodbold
Følg Landsholdsfodbold

PARIS (Ekstra Bladet): Cristiano Ronaldo forlod Parc des Princes med bøjet hoved.

Den portugisiske fodboldkonge svigtede sig selv og sine portugisiske tilbedere på tribunerne i den franske hovedstad, da han 12 minutter i lukketid fik chancen for at sikre Portugal sommerens første EM-sejr.

Fra 11-meterpletten plejer han at ramme plet, men denne gang stod stolpen i vejen for Real Madrids matchvinder fra Champions League-finalen.

Og så måtte han og Portugal meget skuffende nøjes med 0-0 mod Østrig i et opgør, som de ellers havde styret stort set fra start til slut.

19 afslutninger, ti hjørnespark, ét straffespark, men nul mål. Nøjagtig som mod Island fik Portugal ikke udbytte af sine offensive anstrengelser og er i problemer før sidste gruppekamp mod Ungarn. Den skal vindes, hvis de vil være sikre på at kvalificere sig til 1/8-finalen.

Det ville være en skam, hvis Portugal allerede siger farvel efter gruppespillet, for de er et af turneringens mere spændende hold, hvad de også beviste i Paris lørdag aften.

Efter en lige åbning på opgøret – og en stor hovedstødsafbrænder af den østrigske angriber Martin Harnik efter kun tre minutter – tog de kontrollen og afgav den ikke igen.

Portugiserne kombinerede ofte flot og skabte masser af muligheder mod et østrigsk hold, der blev trængt langt tilbage og mistede alt initiativ.

Et hurtigt indkast af Ronaldo og en smart dribling af Nani gav sidstnævnte chancen alene med den travle østrigske keeper Robert Almer efter 12 minutter, og de portugisiske fans på Parc des Princes trak vejret ind til jubel.

Nanis afslutning var rimelig, men Almers forparade meget bedre. Han klarede i stor stil. Også da João Moutinho sekunder senere huggede løs fra distancen.

Cristiano Ronaldo virkede tændt. Under nationalsangen, A Portuguesa, knyttede han næven og var tæt på at kunne gøre det igen midt i halvlegen.

Ronaldo fik en perfekt bold på tværs i feltet efter et portugisisk mønsterangreb. Hans afslutning med højre inderside var hård og flad, men også upræcis. Bolden susede forbi Almers stolpe.

Samme stolpe skulle blive den østrigske keepers bedste ven efter en halv times spil. Nani havde et fuldstændigt frit hovedstød, men bolden knaldede mod opstanderen, og Moutinho knaldede riposten over mål.

Det var Portugal, der styrede opgøret. De var foran i alle statistikker – undtagen den eneste der tæller: Den på måltavlen.

Kort før pausen fik Østrig chancen, da Pepe nedlagde Alaba uden for feltet og så gult.

De østrigske tilhængere havde brugt det meste af halvlegen på at pibe af Pepe, fordi han er … ja, er Pepe, og de jublede, da Rizzoli gav fodboldens pt. mest hadede spiller gult.

Alaba, der bestemt ikke spillede nogen god kamp, slog frisparket til bageste stang, hvor Martin Harnik lurede. Men Vierinha var vågen og fik tæt under mål headet de første 45 minutter sidste chance væk.

Artiklen fortsætter under billedet

David Alaba i duel om bolden med William Carvalho. Alaba blev hevet ud efter godt en times spil. Foto: AP
David Alaba i duel om bolden med William Carvalho. Alaba blev hevet ud efter godt en times spil. Foto: AP

Cristiano Ronaldo gik i slowmotion-tempo - med hænderne i siden og blikket fæstnet i græsset - da dommer Nicola Rizzoli fløjtede til pause.

Kaptajnen vidste, at hans portugisiske hold burde have været foran efter den fine 1. halvleg.

Efter pausen måtte Portugals målmand Rui Patrício steaks i aktion, da den østrigske midtbaneslider Stefan Ilsaker tog chancen udefra. I den anden ende sparkede Cristiano Ronaldo et frispark i muren.

Også i 2. halvleg var Portugal det klart dominerende hold bakket op af deres energiske fans på Parc des Princes.

Paris har mange indbyggere med portugisisk pas, og det var lagt op til en lækker lørdag i den franske hovedstad, men Robert Almer var den store party spoiler.

I 55. minut dykkede han ned til sin egen venstre stolpe og slog Ronaldos ellers velplacerede afslutning uden for feltet til hjørnespark.

Det blev sendt lige ind i panden på EM’s på forhånd største stjerne, men med en refleksredning var Almer igen Ronaldos overmand.

Ronaldo, der satte portugisisk rekord med sin landskamp nummer 128, fik en ny frisparkschance efter 65 minutter og formåede denne gang at passere muren, men skuddet endte på den forkerte side af overliggeren.

Det før slutrunden meget hypede østrigske hold havde ikke meget at byde på rent offensivt. Faktisk ingenting.

De brugte al energien på at forsvare deres eget mål og blev bedre til det, som 2. halvleg skred frem. Portugal formåede ikke at holde det pres, som de havde sat østrigerne under i en god times tid, men fik alligevel en gylden mulighed for at score.

Martin Hinteregger hev efter 78 minutter Cristiano Ronaldo ned i feltet, og det takserede Rizzoli helt korrekt til straffespark.

Det skulle Ronaldo naturligvis tage sig af, men ganske symptomatisk for Portugals aften i Paris sparkede han på stolpen.

Artiklen fortsætter under billedet

Cristiano Ronaldo sparkede fladt på stolpen, selvom målmand Almer havde kastet sig modsat. Foto: AP
Cristiano Ronaldo sparkede fladt på stolpen, selvom målmand Almer havde kastet sig modsat. Foto: AP

Det var bare endnu en af de dage, som der har været alt for mange af i portugisisk landsholdshistorie. Flot spil, chancer nok, men ingen mål.   

Ronaldo havde ellers bolden i nettet og var i gang med at juble fem minutter før tid, men hans hovedstødsscoring blev korrekt annulleret for offside.

Så det sluttede, utroligt nok, som det startede, og det betyder, at begge mandskaber er under stort pres på sidste spilledag.

Østrig skal vinde over Island for at gå videre, mens også Portugal skal bruge en sejr over Ungarn.

Uafgjort kan dog også vise at blive nok til en plads i 1/8-finalen, og det er måske meget godt for portugiserne. For trods fint offensivt spil har Ronaldo & co. bare svært ved at vinde fodboldkampe i øjeblikket.

EM-LIVE: Hele verden håner håbløs Ronaldo

Sådan er fodboldens mest forhadte mand

Mere fra Ekstra Bladet+

LIGE NU
LIGE NU
Pape blev pelset af sin egen flok

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+