Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo slår fast, at Portugal vil komme stærkere tilbage efter søndagens EM-exit.
Dermed antyder den 36-årige angrebsprofil samtidig, at han trods sin fremskredne fodboldalder også fremover vil være en del af det portugisiske nationalmandskab.
Det sker i et opslag på Instagram, hvor han begræder 0-1-nederlaget til Belgien i ottendedelsfinalen.
- Vi fik ikke det resultat, vi ønskede, og vi er ude af EM hurtigere, end vi ønskede. Men vi er stolte af vores vej, og vi gav alt for at genvinde titlen som europæiske mestre.
- Denne gruppe (af spillere, red.) beviste, at vi stadig kan skabe stor glæde for portugiserne, skriver Ronaldo i opslaget.
Læs også: Danske fans kaldte på Messi
- Tillykke til Belgien og held og lykke til alle de hold, der fortsat er med i slutrunden.
- Hvad os selv angår, vil vi komme stærkere tilbage. Forza Portugal, lyder det videre fra Ronaldo.
Med fem scoringer er Juventus-spilleren den mest scorende spiller ved EM-turneringen. Han er samtidig den mest scorende i EM-historien med foreløbig 14 EM-mål.
Ronaldo er noteret for 109 landsholdsmål, hvilket betyder, at han lige nu deler målrekorden i landsholdsregi med iranske Ali Daei. Med blot en enkelt scoring mere tilhører rekorden kun Ronaldo.
Portugal, der vandt EM i 2016, gik videre som treer fra det indledende gruppespil. Portugiserne sluttede bag Frankrig og Tyskland. De regerende mestre formåede blot at slå Ungarn ved EM.
Læs også: Dansk EM-modstander stiktosset: - Det er en tragedie
Her kan du læse, hvor meget de danske landsholdsstjerner tjener
Dansk ekspert er ude med hård EM-kritik - læs mere her