Vagter beskytter danske EM-stjerner

De danske EM-spillere lever totalt isoleret og må hverken komme tæt på andre, skrive autografer eller få taget selfies med gæsterne på Hotel Marienlyst

Vagter beskytter danske EM-stjerner

Da en ung, glad fodboldfan forleden ville have et foto med flere af landsholdsspillerne, skete det med et vindue imellem dem.

Der var ingen direkte kontakt mellem spillerne og den unge fan.

For landsholdet lever i en boble, og selv om der bor andre mennesker på Hotel Marienlyst i Helsingør, er landsholdstruppen fuldstændig afskærmet fra de øvrige gæster.

Og hvis nogen er i tvivl, så er der hyret vagter på Hotel Marienlyst til at sørge for, at spillerne ikke kommer i nærkontakt med andre under hele EM-slutrunden.

- Jeg føler mig sikker på, at det hele nok skal gå. Men jeg må desværre sige nej tak til autografer og billeder. Folk er forståelige nok. Alle ved godt, hvilken situation vi befinder os i som samfund, som Jonas Wind udtrykker det.

På hotellet overvåger vagter kontakt de danske landsholdsspillere. Her er det fra Helsingør Stadion, hvor der onsdag også var politi til stede ved træningen. Foto: Lars Poulsen.
På hotellet overvåger vagter kontakt de danske landsholdsspillere. Her er det fra Helsingør Stadion, hvor der onsdag også var politi til stede ved træningen. Foto: Lars Poulsen.

Frygten stiger i den danske lejr for et smitteudbrud, fordi landstræner Kasper Hjulmand kan følge med i, hvordan andre nationer er blevet ramt.

Både Sverige og Spanien er blevet ramt af to smittetilfælde i hver trup. Derfor er det en bekymring, der bliver taget meget alvorligt i den danske lejr, hvor man nu har undgået smittetilfælde efter næsten to ugers samling.

- Det, der er sket, er en reminder om, hvor skrøbelige tingene i virkeligheden her.

- Vi har været meget restriktive overfor spillerne, og det har vist sig, at det, vi gør, har været det rigtige.

- Det er skrøbeligt, hvis man bliver ramt og et konkurrence-parameter i sådan en slutrunde, hvor vi alle ønsker de bedste spillere også skal spille, forklarer landstræneren.

Kasper Hjulmand og hele EM-truppen bruger mundbind, når de bevæger sig rundt på Hotel Marienlyst. De må ikke stoppe op og tale med andre, men fælles arealer på hotellet er kun at betragte som transportområder. Foto: Lars Poulsen.

Der var plads til en smil på læben fra Thomas Delaney få dage før det går løs til EM. Foto: Lars Poulsen.
Der var plads til en smil på læben fra Thomas Delaney få dage før det går løs til EM. Foto: Lars Poulsen.

Landsholdsspillerne må kun opholde sig fire steder – udover deres enkeltværelser – på hotellet. Det er i et opholdsrum, taktikrummet, den private restaurant samt på nøje udvalgte udendørs arealer

- Alle øvrige steder på hotellet er transportområder, hvor der står vagter og sørger for, at spillerne ikke bliver stoppet undervejs.

- Vi kan godt gå fra et sted til et andet og risikere at møde andre gæster, men vi holder en afstand på to meter og går uden om. Vi stopper ikke op, forklarer Kasper Hjulmand, der mener hotellet har håndteret udfordringen ganske fint.

- Hotellet har givet de andre gæster besked på, at der ikke kan laves hverken selfies eller skrives autografer, forklarer han.

Mathias Zanka Jørgensen kan godt smile, selv om han må regnes som femtevalget til det centrale forsvar. Foto: Lars Poulsen.
Mathias Zanka Jørgensen kan godt smile, selv om han må regnes som femtevalget til det centrale forsvar. Foto: Lars Poulsen.
 
UEFA meldte for nylig ud, at man havde overvejet at vaccinere alle EM-trupperne, men var gået bort fra tanken af etiske grunde.

Nu har man så i stedet ulige konkurrencevilkår, hvor lande som Italien, Belgien og Polen med sikkerhed er færdigvaccineret.

- I forhold til EM kan det godt ramme skævt og få afgørende indflydelse på slutrunden.

- Vi prøver ikke at bruge så meget tid på at tale om corona. Vi kan kun passe på og være opmærksomme, forklarer landstræneren.