Varmer op til EM i Østrig

Tivoli Stadion i Innsbruck skal danne ramme om landsholdets testkamp mod Tyskland i begyndelsen af juni

Christian Eriksen og co. skal en tur til Østrig inden EM-kampene i København. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen og co. skal en tur til Østrig inden EM-kampene i København. Foto: Lars Poulsen

Det danske fodboldlandshold skal en tur forbi Østrig, inden det til sommer går løs ved EM-slutrunden.

Den planlagte testkamp mod Tyskland 2. juni skal spilles i østrigske Innsbruck, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) fredag.

Opgøret mod de tyske verdensstjerner skal spilles på det lokale Tivoli Stadion.

Tysklands Fodboldforbund (DFB) skriver på sin hjemmeside, at begge landshold i forvejen er på træningslejr forud for EM i Tyrol, hvilket gjorde det fordelagtigt for både Danmark og Tyskland at spille i Innsbruck.

Det oplyses samtidig, at kampen vil blive afviklet uden tilskuere.

Fire dage efter testen mod Tyskland står landstræner Kasper Hjulmands mandskab over for Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion.

De to testkampe skal forberede landsholdet på de tre indledende EM-opgaver i gruppespillet, der alle spilles i Parken. Lørdag den 12. juni venter Finland, 17. juni gælder det Belgien og 21. juni Rusland.

Det var meningen, at EM-slutrunden skulle have været spillet i 2020, men på grund af coronapandemien blev den skubbet med et år.

EM afholdes i 11 byer over hele Europa for at markere 60-året for turneringens tilblivelse.