Vil have kortere rejser og egen kok

Pernille Harder og co. vil have forbedret vilkårene på kvindelandsholdet. DBU-direktør er imødekommende

Pernille Harder er anfører på kvindelandsholdet. Foto: Stine Tidsvilde
Pernille Harder er anfører på kvindelandsholdet. Foto: Stine Tidsvilde

Forud for fredagens EM-kvalifikationskamp mod Bosnien efterlyser flere profiler på det danske kvindelandshold bedre forhold i jagten på de store fodboldslutrunder.

Hvis danskerne i fremtiden skal kunne hamle op med de bedste nationer, så skal Dansk Boldspil-Union (DBU) arbejde på at få tilknyttet analytikere, en mentaltræner og en kok til kvindelandsholdet.

Derudover skal rejserne til udebanekampe kortes ned i forhold til i dag.

Det siger anfører Pernille Harder, Nadia Nadim og Sanne Troelsgaard til DR Sporten.

- Sker der ikke noget i løbet af de næste år, kan vi komme til at sakke bagud i forhold til vores konkurrenter, siger Sanne Troelsgaard.

- Får vi de bedste rammer og bedste forudsætninger, er jeg sikker på, at vi kan præstere bedre.

Da de danske kvinder for nylig mødte Israel på udebane blev spillerne først fragtet fra Viborg til Hamburg. Herfra gik turen med fly til Istanbul, hvorfra holdet fløj videre til Tel Aviv.

- Det er ikke optimalt, at vi skal bruge hele dage på at rejse, siger Pernille Harder til DR Sporten.

Til sammenligning fik de danske herrelandsholdsspillere for nylig stillet et chartret fly til rådighed, da de fløj fra Gibraltar til Georgien i EM-kvalifikationen.

Pernille Harder fortæller, at det i øjeblikket er vigtigere for kvinderne at få samme vilkår som mændene frem for ligeløn. I USA kræver de amerikanske verdensmestre ligeløn med de mandlige kolleger.

- Det, vi på kort sigt virkelig vil have, er lige vilkår. Bedre vilkår. Det er det, der kan gøre os til bedre fodboldspillere, og det, der kan gøre, at vi kommer med til slutrunderne, siger hun.

Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, vil gerne forbedre vilkårene for landsholdskvinderne. Han forklarer dog, at alle forslag ikke kan realiseres på en gang, og at pengene skal passe.

- Vi har ingen interesse i at skubbe det foran os. Vi arbejder på bedre vilkår jo før jo bedre.

- Jeg håber, at vi er kommet nærmere noget inden næste sommer. Så det sportslige og slutrunde-ambitionerne kan få det fulde fokus, siger Peter Møller til DR Sporten.

Fredagens EM-kvalifikationskamp mod Bosnien spilles klokken 17 i Viborg.

Danmark har vundet de to første kvalifikationskampe mod Malta og Israel med sammenlagt 11-0. Bosnien har ligesom danskerne seks point efter sejre over Malta og Georgien.

Se også: Elkjær efter spillerprotester: Ligeløn giver ikke mening
Se også: FCK-millionkøb bryder loven: - Det dræber
Se også: Jubel i Herning: Pengene vælter ind

51 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere