- Ville vælge ham til verdens to største klubber

- Nu må det også gå op for Andreas, hvor god han er blevet, roser Simon Kjær om sin forsvarsmakker, Andreas Christensen

Så du det? Danske spillere med spøjs jubelscene efter Christensens drøn

Han er den stille, forsigtige dreng fra Birkerød.

Ham der aldrig har behov for at gøre opmærksom på sig selv. Typen, der ikke råber op, men altid er rolig, velovervejet og bare passer sine ting på banen.

Og det gør han efterhånden på imponerende vis, 25-årige Andreas Christensen.

Mens Mikkel Damsgaard er Danmarks nye stjerneskud, er Andreas Christensen Danmarks stjerne på spring til en plads blandt de bedste i verden.

Kåret som kampens spiller mod Rusland efter en gigantisk præstation, som viste, at han det seneste halve år har udviklet sig som et fodboldmæssigt fyrtårn.

For år tilbage skrev han historie, da han som den første gik fra akademiet til førsteholdet i Chelsea. Det var ikke sket siden John Terry. Det fortæller alt om de kvaliteter, de evner og det potentiale, han besidder.

Han kom ind i landsholdslejren med en frisk Champions League-titel i kufferten og et forår, hvor han oplevede enorm tillid fra Chelseas nye træner, Thomas Tuchel.

Andreas Christensen har potentiale til at spille i en af verdens to bedste klubber, mener Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Christensen har potentiale til at spille i en af verdens to bedste klubber, mener Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen.

Andreas Christensen scorede et fremragende mål til 3-1 efter et sublimt langskud. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Christensen scorede et fremragende mål til 3-1 efter et sublimt langskud. Foto: Lars Poulsen.

Blandt verdens bedste
- Hvis jeg sad i en af verdens to største klubber og skulle have en midterforsvarer, ville jeg vælge Andreas, siger Kasper Hjulmand og uddyber:

- Andreas har det hele. Han er bevægelig, hurtig både med fødderne og oppe i hovedet. Og så er han meget fleksibel. Han kan både spille i forsvaret og på midtbanen.

- Når jeg kigger rundt, er han en af de bedste spillere på den position, begrunder landstræneren.

Når Kasper Hjulmand også føler anledning til at fremhæve en stille type som Andreas, er det også fordi der oftest er fokus på dem, der råber mest op.

- Nogle gange hylder man de ekstroverte mennesker, der altid råber op og gør de skøre ting.

- For mig er det også vigtigt, at vi husker også at hylde dem, der gør et godt arbejde, selv om de ikke råber op, påpeger Kasper Hjulmand og fremhæver, at Andreas Christensen også rangerer højt – som nummer fem – blandt alle forsvarsspillerne i Premier League, når det handler om vundne dueller.

Imponerer mig dybt

Simon Kjær er hans faste makker i midterforsvaret, og Danmarks anfører har stået ved AC’s side i alle årene den 25-årige Chelsea-spiller har optrådt i rødt og hvidt.

- Ærlig talt er jeg imponeret over, hvor meget han er vokset det seneste halvandet år, hvor han også har taget et langt større ansvar.

- Jeg håber, at det efterhånden går op for ham, hvor god han er blevet. For han har alle forudsætninger i sit spil, siger Simon Kjær og slår fast:

- For Danmark er det kun fantastisk, at vi kan have glæde af Andreas i mange år ud i fremtiden på landsholdet, påpeger han.