Vinder efter kanonmål

Patrik Schick scorede fra tæt på midterlinjen, da Tjekkiet slog Skotland med 2-0 i EM's gruppe D

Spillet var set over hele kampen ikke spektakulært, men i et kort moment opstod der magi, da Skotland tog imod Tjekkiet hjemme på Hampden Park i Glasgow ved EM i fodbold.

Patrik Schick lavede nemlig et mål, som Leverkusen-angriberen - og de fleste af dem, der så det - nok ikke glemmer lige foreløbigt i Tjekkets sejr på 2-0.

Kort inde i anden halvleg, efter at have modtaget bolden i en omstilling, sparkede Schick nemlig på mål fra lige over midterlinjen efter at have opdaget, at Skotlands keeper, David Marshall, stod langt fra sit mål.

Selv om målet var tomt, er det ikke ret stort fra så mange meters afstand, men Schick ramte bolden perfekt. Marshall spænede tilbage, men bolden sneg sig lige under overliggeren og i nettet til 2-0.

David Marshall forsøgte forgæves at komme tilbage i sit mål, da Patrik Schick sparkede fra tæt på midterlinjen. Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
David Marshall forsøgte forgæves at komme tilbage i sit mål, da Patrik Schick sparkede fra tæt på midterlinjen. Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
 

Scoringen blev kampens sidste og Schicks anden i opgøret. Kort før pausen åbnede han målscoringen ved at heade et indlæg ind, og angriberen blev dermed den helt store helt for tjekkerne.

Med sejren lægger Tjekkiet sig i toppen af gruppe D sammen med England, der søndag slog Kroatien.

De næste kampe i gruppe D spilles fredag. Her står Kroatien og Tjekkiet over for hinanden, mens England og Skotland mødes i et rent britisk opgør.