Mohamed Salah er en ekstremt populær mand i Egypten og Liverpool - mål på samlebånd har gerne den effekt på fodboldfans.
Nu kan den egyptiske verdensstjerne så glæde sig over endnu en - lettere overraskende - plet på jorden, hvor de er helt vilde med ham.
Det sted er såmænd Tjetjenien!
Tje-tje-hvad-for-noget?
Forklaringen er, at Egypten har haft deres VM-base i Tjetjenien, der er en russisk autonom republik. Den mulighed benyttede Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, til blandt andet at invitere Mohamed Salah og resten af det egyptiske hold på en middag, hvor han overrakte ham et dekret, der slår fast, at den egyptiske målmaskine nu er æresborger i Tjetjenien.
Det skriver Telegraph.
Nye oplysninger i VM-skandale: Præsident tvang superstjernen ud af VM-hi
På det russiske, sociale medie VK har Kadyrov, der også er kendt som Putins Pitbull, skrevet om besøget.
- Mohamed Salah takkede os for vores overraskende varme gæstfrihed, vores store beundring af holdet og de fremragende omgivelser og træningsforhold.
- Jeg er sikker på, at vores Akhmat klub og det egyptiske landshold på et tidspunkt vil spille en venskabskamp i Grosnyj (Tjetjeniens hovedstad, red.)
Hvor godt Mohamed Salah kender sin nye 'ven,' ved vi ikke, men det er langt fra alle, der mener, at Ramzan Kadyrov er den slags bekendtskab, der er værd at samle på.
Flere menneskerettighedsorganisationer er langt fra tilfredse med Tjetjenien - det er især behandlingen af homoseksuelle, der er under den kritiske lup. Noget Kadyrov i øvrigt har slået ned ved at påstå, at der ingen homoseksuelle er i Tjetjenien.