Da det svenske landshold tjekkede ind på holdets VM-base i Rusland tirsdag, var reaktionen ikke udelukkende positiv.
Svenskernes kritik af basen, der befinder sig i byen Gelendzhik, er rettet mod de træningsfaciliteter, der skal danne ramme om holdets endelige forberedelser inden den første VM-kamp mandag, hvor vores blå-gule naboer skal møde Sydkorea.
Frit udsyn til stadion
Problemet er nemlig, at man kan kigge direkte ind på stadion udefra, hvilket gør det vanskeligt for svenskerne at holde kortene tæt ind til kroppen. Det skriver det svenske medie Expressen.
- Træningsfaciliteterne kunne godt have været mere optimale. Man kan godt se igennem, men vi håber, at vores lukkede træning bliver respekteret. Det er vigtigt, for ellers kan andre lande komme og kigge på, siger det svenske landsholds holdleder, Lasse Richt, som desuden forklarer, at træningsbanens beliggenhed gør det meget vanskeligt at sikre sig fuldstændigt mod spionage.
- I teorien kan man godt se træningen, og det kan vi ikke gøre noget ved. Der er høje bygninger tæt på, hvorfra man både kan filme og tage billeder, men jeg håber ikke, at spionerne går så vidt, siger han.
Forskel i holdenes forsigtighed
Svenskerne virker forholdsvis rolige ved tanken om, at turneringens øvrige hold potentielt kan følge med i holdets hemmelige forberedelser, men samme ro er ikke at finde hos alle hold.
Sveriges første modstander ved slutrunden, Sydkorea, har eksempelvis gjort en ihærdig indsats for ikke at lade andre hold vide, hvordan de har tænkt sig at spille.
Holdets sidste opvarmningskamp mod Senegal mandag foregik bag lukkede døre, og hverken tilskuere eller kamerafolk havde adgang til kampen, der endte 2-0 til Senegal.
Officielt: Han afløser Zidane i Real Madrid
Største bonusaftale: Dansk VM udløser historisk millionbeløb