VIDJESEVA (Ekstra Bladet): Solen stod højt på himlen, temperaturen ramte 24 grader, og flere end 300 russere så på, da Åge Hareide og det danske landshold trænede tirsdag formiddag på den nyanlagte bane i Vidjeseva, ti minutters kørsel fra spillernes hotel, Beton Brut, og en halv times kørsel fra badebyen Anapa.
Med mobiltelefoner blev der flittigt taget billeder af de danske spillere, og træningen blev filmet af de mange russere på det lille stadion.
Bedste bane i lang tid
Fodboldlandsholdet satte fødderne på russisk jord mandag eftermiddag, trænede meget let mandag aften og begyndte de seriøse forberedelser tirsdag formiddag på det smukke, velplejede græstæppe, der fik rigeligt med vand, inden Christian Eriksen & co. satte fødderne på græsset.
- Den bane er bare fantastisk. Det er den bedste, vi har haft i meget lang tid, smiler Åge Hareide, da han for første gang under opholdet møder pressekorpset i underkanten af 100 journalister, blandt dem mange internationale journalister.
- Modtagelsen har været meget fin, og hotellet gør alt for, at vi skal trives, forklarer landstræneren.
Der var lidt larm på spillerhotellet, Beton Brut, mandag aften fra de øvrige gæster, men DBU har lavet en aftale med hotellet om, at musik og underholdning slutter kl. 23.00, så spillerne ikke får nattesøvnen forstyrret.
- Vi har de tre øverste etager på hotellet, men vi er helt isoleret fra andre turister, og de forstyrrer os ikke, fastslår landstræneren.
Alle mand på banen
På træningsbanen kan Åge Hareide glæde sig over, at samtlige 23 spillere er på træningsbanen.
Andreas Cornelius har stået over i de to testkampe, fordi han har kæmpet med en fiberskade, men han er klar til at træde ind i træningen på fuld kraft sammen med holdkammeraterne i ugen op til Peru-kampen.
Derudover har Pione Sisto haft problemer med akillessenen, og det problem er landstræneren opmærksom på her i ugen op til kampen mod Peru.
- Vi har lidt særligt fokus på ham. Jon tager en runde med ham på træningsbanen. Pione er en vigtig spiller for os. Han gør en forskel og var meget vigtig for os i efteråret, pointerer landstræneren.
Der var glæde og højt humør under tirsdagens træning. Fotos: Lars Poulsen.
Eriksen inden afrejsen: Det er optimalt for os
Hareides trumfkort: Dansk stjerne giver hovedbrud
Ekspert afslører sit VM-managerhold: Du sætter dit helt forkert
Kom med i kulissen: Sådan endte Delaney i Dortmund som Danmarks dyreste