Der blev i den grad gået til stålet, da Kroatien og Argentina mødtes torsdag aften. Kampens dommer, Ravshan Irmatov, uddelte syv gule kort undervejs i opgøret, og han kunne nok godt have tildelt de to holds spillere et par kort mere.
Det var kroaterne, som slap klart bedst fra opgøret med en sikker 3-0-sejr, og dermed er de nu videre fra gruppen, mens Argentina er presset inden den sidste gruppekamp.
Dog sagde den argentinske landstræner, Jorge Sampaoli, efter kampen, at Argentina var det dominerende mandskab. Den udlægning var den kroatiske højre back, Sime Vrsaljko, dog slet ikke enig i, og han fik samtidig sendt en stikpille af sted mod de argentinske spillere.
- Jeg ved ikke hvilken kamp, han så. Jeg så de argentinske spillere gå i græsset og græde som piger. Vi var mere bestemte, bedre og havde større chancer. De skal gøre det godt i næste kamp for at gå videre, hvis det endda kan lade sig gøre, fortæller Atlético Madrid-spilleren ifølge Goal.
Hos Kroatien ragede Ante Rebic, Mario Mandzukic, Marcelo Brozovic og netop Sime Vrsaljko et gult kort til sig. For Argentina var det Gabriel Mercado, Nicolas Otamendi og Marcus Acuña.
I den sidste kamp møder Argentina afrikanske Nigeria, mens Kroatien møder Island, som senere fredag møder Nigeria.
Fransk stjerne til Ekstra Bladet: Vi spiller for at vinde, men ...
FCK sælger stjernebomber for gigantisk beløb