ANAPA (Ekstra Bladet): For Australiens største stjerne Aaron Mooy handlede tirsdagens pressemøde på mange måder om, hvordan Socceroos kommer til at stoppe Christian Eriksen.
Den danske kreatør er et stort tema forud for torsdagens møde i Samara.
Nu spillede Christian Eriksen ingen stor kamp mod Peru, men han stod alligevel for oplægget til Yussuf Poulsens afgørende træffer. Derfor er det naturligt, at der er ekstra fokus fra australierne på, hvordan Christian Eriksen kan sættes ud af spillet, så VM ikke allerede slutter for australierne efter to kampe.
- Christian Eriksen er en fremragende spiller. Han har haft en fin sæson og er Danmarks farligste spiller.
- Vi skal holde øje med ham og forsøge at stoppe ham. Men det handler også om at stoppe muligheden for, at han får bolden. Det handler om vi gør det i fællesskab som et hold, påpeger Aaron Mooy, der via sit tilhørsforhold til Huddersfield kender den danske stjerne særdeles godt fra hverdagen i Premier League.
Blæser til angreb
Mooy er blevet kaldt Australiens svar på Andrés Iniesta, og det er de kvaliteter han skal finde frem, hvis Bert van Marwijks tropper skal bevare håbet om, at VM ikke er slut, før det næsten er begyndt.
- Gameplanen fungerede fint mod Frankrig, men det gjorde resultatet desværre ikke. Nu er vi tvunget til at angribe mere, fordi vi har brug for en sejr. Vi har kigget på nogle elementer, hvor vi kan slå til taktisk, forklarer Aaron Mooy uden at afsløre, hvor han ser, Danmark er sårbare defensivt.
- Det her er mit første VM. Det kan være det sidste. Lige nu nyder jeg bare at være en del af en VM-slutrunde, siger Aaron Mooy.
Han får torsdag i Samara lejlighed til at hilse på to af holdkammeraterne fra Huddersfield – Jonas Lössl og Mathias Zanka Jørgensen. Det bliver formentlig kun Mooy, der får en hovedrolle i kampen.
Tøffes første VM-dom: De har skuffet
Så du det? Engelske stjerner chikaneret af små ubudne gæster