Med Portugal og Spanien blandt modstanderne i den indledende pulje står Irans fodboldlandshold over for en stor udfordring på banen ved VM i Rusland.
Men allerede inden turneringen er gået i gang, har iranerne fået et andet og mere uventet problem på halsen.
Støvlesponsoren Nike har nemlig stoppet leverancen af fodboldstøvler til de iranske spillere som følge af de internationale politiske og økonomiske restriktioner mod landet.
- USA's sanktioner betyder, at en amerikansk virksomhed som Nike ikke kan levere støvler til spillerne på Irans landshold i øjeblikket, oplyser Nike ifølge ESPN.
Allerede på fredag skal Iran i aktion første gang i Rusland, når holdet møder Marokko.
For at være sikker på at have støvler nok har spillerne selv været på indkøb i sportsforretninger eller har lånt fodtøj af holdkammerater i deres klubber.
Irans Fodboldforbund har skrevet til FIFA for at få en forklaring og har samtidig bedt verdensfodboldforbundet om hjælp til at finde en løsning.
Landstræner Carlos Queiroz er langt fra begejstret over udsigten til, at hans spillere skal vænne sig til nye støvler med så kort varsel.
- Spillerne er vant til udstyret, og man bør ikke skifte det ud en uge før vigtige kampe, siger Queiroz ifølge ESPN.
Irans spilletøj er fremstillet af Adidas. Det tyske firma er dog ikke sponsor for holdet, men har solgt tøjet til det iranske forbund.
Overfaldt kvinde: Nu skal Nicki Bille i fængsel for vold
OL-legende sønderknust: Datteren i tragisk drukneulykke
Kom med i kulissen: Sådan endte Delaney i Dortmund som Danmarks dyreste
Tottenham, Barcelona eller Real Madrid: Eriksen står med alle trumferne