For mange journalister er det en drøm at dække en VM-slutrunde i fodbold.
Alligevel måtte den kvindelige reporter Julieth Gonzalez Theran sande, at der også høre prøvelser med, når man befinder sig blandt adskillige muntre, mandlige fodboldfans i Saransk i Rusland.
For åbent kamera blev hun nemlig overrumplet af en fan, der bestemt ikke var bleg for at vise sin glæde for journalisten.
Den columbianske Gonzalez Theran, der arbejder for det tyske medie Deutsche Welle, tog dog overraskelsen i stiv arm, hvorfor liveudsendelsen fortsatte, som om intet var hændt.
Efterfølgende har hun selv delt videoen af hændelsen på Instagram, hvor hun kommer med et opråb på vegne af sine kvindelige kollegaer.
'Respekt! Vi fortjener ikke den her behandling. Vi (kvindelige journalister, red.) er lige så værdifulde og professionelle', skriver hun blandt andet i opslaget.
Flere af Gonzalez følgere har da også været til tasterne for at erklære deres forargelse over mandens opførsel.
- Sådanne ting burde ikke ske! Du er en intelligent, smuk og fantastisk kvinde, skriver en eksempelvis, imens en anden skriver:
- Du håndterede det så flot, men den mand der gjorde det, er en idiot og har fuldstændig mangel på respekt.
Ifølge Daily Mail er manden, der stod bag overgrebet, stadig ikke blevet identificeret.
Du kan se hele episoden i videoen øverst i artiklen.