SARANSK (Ekstra Bladet): Det danske landshold kommer til at løbe ind i en seriøs sydamerikansk lydmur, når det lørdag går løs på Mordovia Arena.
For mens der blot ventes 645 danske tilskuere til premiere i gruppe C, så vil mere end 10.000 peruvianere være på plads på det intime stadion i Saransk.
Og de udgør endda kun fortroppen for de mere end 43.000 landsmænd, der er draget over Atlanten for at fejre, at Peru er tilbage i det gode selskab for første gang i 36 år.
Men udsigten til at åbne VM 'på udebane' skræmmer ikke Simon Kjær.
- Det ændrer ikke så meget i forhold til, hvordan vi forbereder os på kampen.
Umiddelbart har det ikke den store betydning. Vi skal gå ind til kampen på samme måde uanset, om vi har 20.000 eller 1000 fans med, lyder det med overbevisning fra den danske anfører, som føler, at det danske hold kommer med noget nær den optimale forberedelse i ryggen.
- Vi har en gruppe, der er 100 procent fit og utroligt sultne for at komme ud og spille i morgen (i dag, red.). Den tid, vi har haft indtil nu, har været superfin. Vi har været sammen i en længere periode, og så rykker vi os også hele tiden, siger han.
- De ting, vi har arbejdet med bliver bedre og bedre. Stemningen er superfin. Der er ikke så mange, der har været med i en slutrunde før, men folk spiller på et meget højt niveau til dagligt, og er vant til presset. Så langt har vi klaret udfordringer ved at stå sammen, og det vil vi også gøre i morgen.
En af slutrunde-debutanterne er Kjærs 'nye' sidemand Andreas Christensen, der næsten ikke kan vente på kickoff.
- Nu har vi trænet i langt tid, og det er på tide, at dagen kommer. Jeg føler ikke så meget nervøsitet endnu. Min krop er bare fyldt med glæde, siger stortalentet, der forhåbentlig er ligeså glad, når VM-debuten er overstået.
Danskerne under lup: 'Vi mangler ham jo'
Vildt nok! Rapper om kampen mens den spilles
Efter storsejr: Putin afbrød VM-pressemøde