Annonce:
Annonce:

Danmarks mest ukendte VM-spiller: Derfor stiller han op for andet land

Frederik Schram har islandsk mor, og den ukendte målmand fra 1. divisionsklubben Roskilde FC er med i den islandske trup. VM-historiens mindste land nogensinde indleder slutrunden mod Argentina, og som den 23-årige islandske målmandsreserve fra domkirkebyen konstaterer inden mødet med verdens bedste: Messi er også bare et menneske

VM-målmanden Frederik Schram kan gå helt i fred på gaden i København. Foto: Linda Johansen
VM-målmanden Frederik Schram kan gå helt i fred på gaden i København. Foto: Linda Johansen
Annonce:
Følg Fodbold
Følg Landsholdsfodbold

Med sine knap to meter rager han godt op i bybilledet, men det er også det eneste, der får ham til at skille sig ud sådan en solrig forårsdag i indre by i København. 

Med solbriller og en sort T-shirt fra Calvin Klein blender han godt ind på fortovscaféen og ligner det, han er: En ganske almindelig ung, dansk mand, der nyder, at sommeren har meldt sin ankomst.

Men Frederik Schram er mere end det. Han er en ganske almindelig ung, dansk mand, der skal til VM i fodbold med Island.

Til daglig spiller den 23-årige amagerkaner for Roskilde FC i 1. division, og er en af de 736 spillere, der skal deltage i verdens største fodboldbegivenhed.

Han er formentlig blandt de mest ukendte. På gaden bliver han aldrig genkendt for sit erhverv, og havde man sagt til en af de forbipasserende, at de lige var gået forbi en VM-spiller, havde de formentlig smilet overbærende og tænkt, den er god med dig.

Annonce:

Islandsk mor
Men den er god nok. Fredag 11. maj kl. 15.15 tikkede en sms ind på Frederik Schrams telefon.

’Hvis du ser denne besked, er du en del af den 23-mandstrup, der bliver offentliggjort om en time’, stod der i beskeden fra det islandske fodboldforbund.

- Der blev jeg lidt rørt. Jeg har også været igennem hårde tider, og jeg ved, at flere oppe på Island ikke synes, at jeg er berettiget til truppen, men det er jeg sgu ligeglad med.

- Jeg har bare gjort, hvad jeg skulle. Så var det op til landstræneren at vurdere, om jeg var god nok. Og det mente han, at jeg var, siger Frederik Schram over en kop americano.

Interviewet med Ekstra Bladet foregår på dansk. Det vil også være tosset andet. Frederik Schram har boet her hele sit liv, men hans mor, Anna, flyttede til Danmark som lille, og derfor kan han spille for Island. 

Annonce:

- Vi har altid talt dansk derhjemme, og min mor er flydende på begge sprog. Du kan ikke høre på hende, at hun er islænding, siger Frederik Schram, der dog har stærke følelser til vulkanøen i Nordatlanten.

Den ukendte Frederik Schram skal med til VM. Foto: Linda Johansen
Den ukendte Frederik Schram skal med til VM. Foto: Linda Johansen

Lægger sig ikke ned
Han er kommet der hele sit liv, har masser af familie på Island, og der er meget islænding i ham, som han formulerer det.

Det handler om mentaliteten og principperne at leve ud fra. I al sin enkelthed handler det om at arbejde jernhårdt, gøre tingene 100 pct. og så ærgerrigheden efter hele tiden at blive bedre.

- Det har jeg lært af min morfar, og sådan er mentaliteten deroppe. De har en jernvilje, og der er ikke den der offermentalitet. 

- De blev hårdt ramt af finanskrisen, men man ved bare, at islændingene ikke lægger sig ned. Det kan måske lyde rosenrødt, men det er sandheden, siger Frederik Schram.

I sin karriere har han selv haft brug for ærgerrigheden og viljen. Talent havde målmanden, men det var ikke åbenlyst, og vejen til VM i Rusland har ikke været snorlige.

Annonce:

Frederik Schram under en venskabskamp mod Peru 27. marts 2018. Foto: Adam Hunger/AP
Frederik Schram under en venskabskamp mod Peru 27. marts 2018. Foto: Adam Hunger/AP

’Send ham op til træning’
Da han som 13-årig kom til Brøndby, hvor han blandt andre var holdkammerat med Andreas Christensen, var han hverken stor nok eller god nok.

Og som 17-årig gymnasieelev spillede han københavnserie-fodbold i Dragør, mens han passede fritidsjobbet i Amager Planteland.

Det stod bestemt ikke skrevet i kortene, at en professionel karriere ventede, men en U18-landskamp for Island mod Danmark i Farum i februar 2013 blev Frederik Schrams chance.

Han imponerede OB, der stod og manglede en U19-målmand. Klubben hentede ham til Fyn, og derfra gik turen videre til Slagelse og det nu lukkede FC Vestsjælland, hvor han blev reservemålmand.

Frederik Schram har aldrig været en del af det danske landsholdssystem, og Island vidste ikke, at der løb en ung målmand med islandske aner rundt ude på Amager, før agenten Kim Ziegler kontaktede forbundet på sagaøen.

’Send ham op til træning’, fik Ziegler at vide, og det gjorde han. Frederik Schram bed sig fast på de islandske ungdomslandshold og blev før EM i 2016 udtaget til et par testkampe.

Annonce:

- Til træningen så jeg, at jeg godt kunne følge med, så jeg sagde til mig selv, at næste gang, der var slutrunde, så skal jeg med, siger Frederik Schram, der er noteret for fire A-landskampe og tre gange har mødt Danmark med det islandske ungdomslandshold.

Island kendte ikke til Frederik Schram, før agenten ringede til dem. Foto: Linda Johansen
Island kendte ikke til Frederik Schram, før agenten ringede til dem. Foto: Linda Johansen

Nemt at være underdog
Ved VM i 2018 er der også en chance.

Danmark og Islands puljer krydser hinanden i 1/8-finalen, men før vi eventuelt når dertil, skal islændingen lige forbi blandt andet Argentina.

16. juni på Spartak Stadion i Moskva mødes Frederik fra Roskilde og Lionel fra Barcelona. Den ene havde i starten af juni 2431 følgere på Instagram (og 317 på Twitter), den anden har 92,4 millioner. 

- Det er ikke noget, jeg tænker så meget over, men jeg kan da godt se, at det er en sjov historie. Men selv om man ikke skulle tro det nogle gange, er Messi også et menneske.

- Vi har selvfølgelig kæmpe respekt for ham, men det er en fodboldkamp, og han har også tabt før og spillet dårlige kampe. Jeg har da godt set, at oddsene er imod os, men vi skal bare jagte enhver mulighed. 

Annonce:

- Vi ligger, som vi har redt, og vi har redt rigtig godt. Så kommer man op imod sådanne modstandere, siger Frederik Schram, der i Rusland er udset til rollen som tredjemålmand bag Randers’ Hannes Halldórsson og den jævnaldrende kammerat fra FC Nordsjælland, Rúnar Alex Rúnarsson. 

Island er det befolkningsmæssigt mindste land nogensinde, der er med ved en VM-slutrunde. Bare knap 350.000 bor der på øen, men de seneste år har de vist, at man skal regne med dem. 

Ved EM i Frankrig kom de videre fra puljen og sendte siden England hjem. 

- Selvfølgelig er forventningerne sat højere denne gang, men vi kan ikke skuffe nogen, og det kan vi ikke på grund af det land og det folk, vi er.

- Vi kan godt li’ rollen som underdog. Det er nemt at spille ud fra, siger Frederik Schram.

- Mine forældre, min lillebror og morfar kommer til den kamp, og at gøre dem stolte betyder allermest for mig, siger Frederik Schram, hvis familie er på plads, når Island indleder sit VM-eventyr med en kamp mod Argentina i Moskva. Foto: Linda Johansen
- Mine forældre, min lillebror og morfar kommer til den kamp, og at gøre dem stolte betyder allermest for mig, siger Frederik Schram, hvis familie er på plads, når Island indleder sit VM-eventyr med en kamp mod Argentina i Moskva. Foto: Linda Johansen

Synger med på sangen
Han er med på en af de yderste pladser i VM-flyet og skal ikke forvente spilletid, men Roskilde-målmanden er ikke taget til Rusland for at lege turist og tage billeder med de mere berømte holdkammerater og modstandere:

Annonce:

- Det er ingen badebillet. Jeg skal bevise, at jeg er berettiget til at være med, og træneren skal have det sådan, at han bagefter tænker, ’det var godt, at jeg tog Frederik med’. Det får han også at se.

- Jeg ved godt, at jeg ikke er førstevalg, men det er en fantastisk mulighed for at vise mig frem, og jeg har tænkt mig at vise træneren, at skulle der blive brug for mig, så skal han ikke ryste i bukserne over det.

I landsholdslejren er der blevet taget godt imod den ukendte målmand fra Roskilde af ’kongerne fra EM’.

De tidligere FCK’ere Ragnar Sigurdsson og Rúrik Gíslason er gode til at hjælpe ham med de islandske gloser, og Schram kan nu begå sig på sproget og skråle med på nationalmelodien, Lofsöngur.

- For mig har det været helt naturligt at lære den sang. Det betyder noget at vise, at jeg vil det. Ingen skal være i tvivl om, hvor meget jeg vil Island.

- På mange måder er en stor del af mig dansk, men når det gælder sport, er jeg islænding - for fuldt skrald! siger Frederik Schram, der også stadigvæk kan gå i fred i Reykjavik … men måske det snart ændrer sig. 

Er du islandsk eller dansk, Frederik?

Reykjavik eller København?

- Helt klart København. Det er den fedeste by i hele verden. Jeg har været i mange storbyer rundt omkring, men intet slår København. Især ikke om sommeren. 

Den blå lagune eller Lalandia?

- Klart den blå lagune. Jeg var der en del som yngre, men nu er priserne steget sindssygt meget på grund af de mange turister.

 

Rådden haj eller frikadeller?

- Nu har jeg ikke smagt rådden haj, men jeg har hørt, at det ikke skulle smage ret godt. Så lad os bare tage frikadeller.

Islandsk sweater eller cardigan?

- Jeg købte en islandsk sweater i december, den kradser ad helvede til, men den er fandeme flot.  Jeg går ikke så meget med cardigan, så jeg tager islandsk sweater.

Islandsk pony eller jerseyko?

- Min moster og onkel har en gård deroppe med 30 heste, og jeg har selv reddet, da jeg var yngre, så den giver sig selv.

Hekla eller Himmelbjerget?

- Hekla. Jeg er kørt forbi mange gange, og den islandske natur er helt ubeskrivelig smuk.

 

Björk eller Medina?

- Det må være Björk, selv om jeg ikke er den store fan af hende. Der er andre islandske kunstnere, som tiltaler mig mere.

Brennivín eller Gammel Dansk?

- Jeg har ikke smagt brennivín, men den tager jeg. Jeg drikker ikke særlig meget alkohol og er ikke særlig stor fan af Gammel Dansk. 

Eidur Gudjohnsen eller Michael Laudrup?

- Gudjohnsen. Jeg nåede desværre ikke at spille med ham, men har mødt ham et par gange heldigvis. Han er et kæmpe ikon, der har været med til at få landsholdsfodbolden til at blomstre. 

Gudni Thorlacius Jóhannesson eller Lars Løkke Rasmussen?

- Jeg har virkelig svært ved at sætte mig ind i islandsk politik, og det er vist også lidt indspist. Lars Løkke er en fin statsminister, så ham tager jeg.

Resultat: 7-3 til Island

Lille dansk klubs store held: Scorer kassen på ukendt VM-spiller

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
Annonce:
En formand, der gør, hvad der bliver sagt
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Annonce: