STOCKHOLM (Ekstra Bladet): Kan et fodboldhold være afhængig af én spiller: Svaret må være et klart og rungende ja, når det handler om det danske landshold.
Christian Eriksen er uundværlig for Danmark. Det må være den vigtigste konklusion på en aften, hvor opgøret mellem Sverige og Danmark i den grad bar præg af, at intet stod på spil.
Det danske spil savner hurtige omstillinger og kreativitet, når holdet må undvære stjernen – Christian Eriksen.
Kæresten, Sabrina, skal se at føde, og Christian Eriksen skal holde sig skadefri, hvis Danmark skal have VM-succes. Det må være håbet før VM-afrejsen næste mandag 11. juni.
14 kampe uden nederlag
I det målløse opgør var der ingen nerve, ingen intensitet og drabelige nærkampe. Det virkede mest af alt som en sommerkamp, hvor de to hold for alt i verden ville undgå skader forud for VM, der begynder lige om lidt.
Det mest positive for Åge Hareide på den målløse aften var, at han slap for yderligere skader. Samtidig står Danmark nu som ubesejrede de seneste 14 landskampe – syv sejre og syv uafgjorte er facit – siden nederlaget 11. oktober 2016 mod Montenegro i Parken.
Åge Hareide fik set flere reserver i kamp. Martin Braithwaite fik en halvleg, mens Kasper Dolberg spillede de sidste 20 minutter. Samtidig fik han også set Lasse Schöne i den sidste halve time i Christian Eriksens rolle efter Michael Krohn-Dehli var skiftet ud.
Nu skal Hareide vælge fra
Landstræneren fik også set, at Simon Kjær, Henrik Dalsgaard og Thomas Delaney er dem, der er tættest på VM-formen.
Nu skal Åge Hareide gennem udvælgelsesprocessen, hvor de sidste fire spillere skal vælges fra. Han skal have opklaret om Andreas Bjelland, Nicklas Bendtner og Andreas Cornelius snart bliver klar til at træde ind i træningen. Beslutningen om sin endelige trup, skal han senest træffe mandag kl. 12.00. Her bliver de signaler landstræneren får fra den medicinske stab afgørende for, om han tør løbe risikoen og tage alle tre spillere med til Rusland.
Flere billeder fra Stockholm: Fotos: Lars Poulsen
Det var en hyggelig sommeraften i Stockholm, hvor den blå aftenhimmel og det varme vejr, var mere opmuntrende end spillet på banen.
Til gengæld kan svenskerne noget, som vi danskere kun kan misunde. De kan samles, selv om der ikke står noget på spil. Danskere har altid været mere skeptiske og bakker aldrig op i samme målestok, når der ikke står noget på spil. Lørdag sad 41.558 i smukke Friends Arena. Hovedparten blågule fans for at sende spillerne godt på vej mod VM. De havde en fest, selv om det lignede en ørkenvandring på banen. Svenskerne er stolte over deres landshold.
Alt for forudsigelige
Michael Krohn-Dehli fik chancen i fraværet af Christian Eriksen. Den snart 35-årige midtbanespiller leverede det man kan forvente. Han er boldsikker, teknisk velfunderet og smider ikke bolden væk. Han er, hvad man roligt kan betegne som meget driftssikker, men han har ofte ryggen til modstandernes mål. Og så har han ikke samme fart i fødderne som Eriksen. Og det er et handicap, når spillet hurtigt skal vendes og modstanderen fanges i ubalance.
Derfor blev det danske spil meget forudsigeligt uden strategen Christian Eriksen på banen. Holdet savner kreativitet på modstanderens banehalvdel.
Artiklen fortsætter under billederne. Fotos: Lars Poulsen
Når det er sagt, kommer Michael Krohn-Dehli blandt de 23 spillere til VM, fordi han kan blive en god gardering ved VM og dækker alle tre positioner på midtbanen.
Krohn-Dehli fik én time på banen. Han blev afløst af Lasse Schöne, der også blev prøvet i rollen som Eriksen-afløseren.
Pione Sisto blev afløst i pausen af Martin Braitwaite. Det skete efter en første halvleg, hvor han i momenter viste prøver på sit hurtige antrit og livlige fødder. Han havde også Danmarks farligste forsøg før pausen med en afslutning fra kanten af feltet, som Robin Olsen måtte ud i fuld længde for at afværge.
Se billederne: Ekstremt vejr bremser verdensmestrene