Dansk VM-modstander udtager anfører trods kokainsag

Paolo Guerrero er udtaget til VM i fodbold af Peru, selv om hans kokainsag hos sportsdomstol ikke er afgjort

Guerrero her på vej ind til en høring i den Internationale Sportsdomstol, CAS. Foto: Jean-Christophe Bott/AP.
Guerrero her på vej ind til en høring i den Internationale Sportsdomstol, CAS. Foto: Jean-Christophe Bott/AP.

Perus landsholdsanfører, Paolo Guerrero, er fortsat i gang med at få behandlet sin dopingsag hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), men i Peru er man sikker på, at han nok skal få grønt lys til at deltage ved VM i fodbold.

Derfor er delegerede fra Perus Fodboldforbund (FPF) rejst til Brasilien for at "tage billeder og lave officielle opmålinger af den udtagne Paolo Guerrero".

Det skriver fodboldforbundet på Twitter.

I oktober sidste år blev Guerrero testet positiv for brug af kokain i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mod Argentina.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) suspenderede i første omgang den 34-årige angriber i et år. I en appelsag lykkedes det Guerrero at få halveret straffen, så den for nylig udløb.

Sagen er gennem to appelsager endt hos CAS. Dels ønsker Guerrero at blive renset helt, da han mener, at kokainen er havnet i hans krop gennem en kop te, han har drukket.

Dels har Det Internationale Antidopingagentur (Wada) appelleret sagen, da man ønsker at få skærpet straffen til mellem et til to års karantæne.

Guerrero blev afhørt af CAS 3. maj, men det er usikkert, hvornår dommen over angriberen bliver afgjort.

Han spiller for den brasilianske klub Flamengo og har i 83 landskampe scoret 32 gange for Peru.

Til slutrunden i Rusland er Peru en af Danmarks tre gruppemodstandere. Danmark møder desuden Australien og Frankrig.

VM i Rusland begynder 14. juni. To dage senere møder Danmark Peru i Saransk.

Roman Weidenfeller har ikke meget pænt at sige om sin tidligere holdkammerat Ousmane Dembele. Foto: Francisco Seco/AP Intl. fodbold - 14. maj. 2018 - kl. 08:21 Tilsviner Barcelonas svinedyre angriber: - Det var til grin!

Intl. fodbold - 14. maj. 2018 - kl. 07:51 Kæmpe ballade under pokalfinale: Politiet brugte tåregas mod fans

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere