Er der én ting, der er sikker ved en VM-slutrunde i fodbold er det, at der altid dukker nye stjerner op på fodbold-himlen.
For fire år siden tiltvang James Rodríguez sig en hovedrolle med sine seks mål – heriblandt perlen mod Uruguay i 1/8-finalen.
I Rusland vil det ske igen. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvem det bliver.
Det danske landshold må siges at have flere potentielle bejlere, hvis ellers tingene flasker sig. Og Pione Sisto er måske det mest oplagte bud.
Det er der nok mange danske fans, der er enige i. Og fodboldmagasinet FourFourTwo er i hvert fald.
De har den danske kantspiller med på en liste over ti lovende profiler, der ikke alene er med til VM – men også har en alder og et talent, der peger i retningen af stjernestatus. Og meget vel allerede under VM.
Om Sisto skriver de:
- Sisto kan let blive en favorit blandt neutrale fans takket være sin hurtighed, uforudsigelighed og sit mod. Han elsker de store begivenheder, skriver FourFourTwo med henvisning til hans to mål mod Manchester United for FC Midtjylland i Europa League i 2016.
Fin liste
Siden røg han som bekendt til Celta Vigo i spansk fodbold, hvor han ikke ligefrem er gået i stå.
- Han har fået værdifuld erfaring i La Liga og scoret mod sit favorithold, Barcelona. Den 23-årige synes at tænke ens med Christian Eriksen og lagde op til to mål, da Danmark bankede Irland 5-1 i VM-playoff-kampene. Han ventes at blive en stor, kreativ styrke i Rusland.
23-årige Pione Sisto har spillet 12 landskampe for Danmark siden debuten mod Albanien i september 2015.
For fodboldkendere er det en meget fin liste, han er havnet på.
Ajax er repræsenteret af marokkanske Hakim Ziyech, der som 25-årig er en stor stjerne i den hollandske klub som playmaker med et godt frispark.
Offensivspilleren Viktor Claesson fra russiske Krasnodar er et andet navn, der dukker op. Han kan blive en vigtig mand for Sverige ved VM med sin arbejdsiver, sit tempo og næse for mål.
De øvrige navne er:
Miguel Trauco, 25, fra Peru
Pape Moussa Konaté, 25, fra Senegal,
Sergej Milinkovic-Savic, 23, fra Serbien
Piotr Zielinski, 24, fra Polen
Lucas Torreira, 22, fra Uruguay
Alireza Jahanbakhsh, 24, fra Iran
Roman Zobnin, 24, fra Rusland
Arsenal-legenden: Drak tequila og champagne til jeg væltede over tre borde