Efter 19 måneders landsholds-fravær: - Jeg har lært af mine fejl

- Det handler om at turde se fejlene i øjnene, jeg har lært og været gennem en modningsproces, forklarer Pierre Emile Højbjerg

Pierre Emile udtaler sig til dagens pressemøde. Foto: Lars Poulsen.
Pierre Emile udtaler sig til dagens pressemøde. Foto: Lars Poulsen.

Hvis man skal beskrive Pierre Emile Højbjergs sæson er himmel og helvede den klare og mest præcise dækning for et år, hvor han er gået fra Southamptons andethold til markant profil med stor andel i klubbens overlevelse i Premier League.

Han startede med at spille fire kampe på andetholdet, siden røg han ud og ind ad holdet, inden han fra november for alvor satte sit aftryk. Hen over foråret blev han så markant en profil, at han endte med en intern klubpris, fordi han var den spiller med det mest bemærkelsesværdige fremskridt af samtlige spillere.

- Lige inden Pellegrino blev fyret i marts, sagde han til mig, at jeg var den spiller i truppen, der havde udviklet sig mest. Det var jeg glad for at høre, forklarer Pierre Emile Højbjerg.

Åge Hareide holder øje med Pierre Emile til træningen i Helsingør. Foto: Lars Poulsen.
Åge Hareide holder øje med Pierre Emile til træningen i Helsingør. Foto: Lars Poulsen.

Tilbage efter 19 måneder
Nu står han i landsholdslejren efter 19 måneders fravær. Siden udskiftningen mod Montenegro i oktober 2016, har Åge Hareide slet ikke set hans vej.

Det har han ikke, fordi der i kølvandet på den udskiftning kom en kontrovers. Højbjerg var utilfreds med udskiftningen, mens landstræneren var skuffet over hans manglende disciplin på banen. Hareide følte, Højbjerg pludselig fik sine egne tanker om, hvordan man gør tingene på banen. Han stak ud fra fællesskabet. Begyndte at spille for sig selv.

Nu står Pierre Emile Højbjerg i en anden og mere velovervejet udgave end for 19 måneder siden. Mere reflekterende, velovervejet og mere moden i forhold til de beslutninger, han skal træffe på banen.

Der bliver løbet på trods af varmen. Foto: Lars Poulsen.
Der bliver løbet på trods af varmen. Foto: Lars Poulsen.

Tør se fejlene i øjnene
- Min tålmodighed er blevet bedre. Jeg vil sige det sådan, at jeg har været gennem en modningsproces og er vokset med opgaven. Jeg vil gerne lære, og jeg tør se fejlene i øjnene. Det tror jeg er vigtigt, hvis du skal udvikle dig, forklarer Pierre Emile Højbjerg og pointerer:

- Det handler ikke om, du skal lave dig om. Men det er vigtigt at indse, at det ikke alene er talentet, der tager dig til toppen. Det handler i høj grad om mentaliteten, påpeger han.

På mange måder har karrieren foregået i overhalingsbanen for Pierre Emile, siden han i en meget ung alder skiftede fra Brøndby til Bayern München. Han fik debut for den tyske storklub i Bundesligaen i en alder af blot 17 år og otte måneder. Det gjorde ham til historiens yngste Bayern München debutant. Siden gik turen over Augsburg og Schalke 04, inden han havnede i Southampton sidste sommer.

- Jeg føler, jeg har lært meget siden jeg senest så ’landsholdet’ i øjnene. Jeg har fået en lille pige, fået mere ro og balance i privatlivet. Jeg føler, jeg har fået mere perspektiv på livet, forklarer Pierre Emile Højbjerg.

Selvom Pierre Emile træner med holdet i disse dage, er der stadig lang ved til VM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Selvom Pierre Emile træner med holdet i disse dage, er der stadig lang ved til VM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hænger i en tynd VM-tråd
En billet til VM i Rusland vil være kronen på værket efter redningen med Southampton i Premier League. Men den 22-årige midtbanespiller hænger på et ganske yderligt mandat i landsholdstruppen.

Mens han ved Hareides tiltrædelse var sikker i truppen, er han i dag ude i periferien. Det bliver på en af de sidste pladser, hvis han skal på sommertogt til Rusland.

- I den her træningslejr handler det for mig om at vise Åge, at jeg har lært og er blevet mere moden med min attitude. Hvis jeg kommer til VM, vil jeg være stolt og taknemmelig. Hvis jeg bliver valgt fra, ønsker jeg det bedste til holdkammeraterne.

- Hvis jeg ikke kommer til VM, håber jeg ikke min landsholdskarriere slutter her. I fodbold lever vi af øjebliksbilleder. For mig handler det om at se perspektivet for fremtiden. Jeg er tålmodig og skulle gerne med til et par slutrunder, inden karrieren er slut. Jeg er jo kun 22 år, som Pierre Emile Højbjerg formulerer det.

Åge Hareide har mange ting at tænke på, inden truppen skal barberes ned. Foto: Lars Poulsen VM 2018 - 23. maj. 2018 - kl. 17:14 Pønser Hareide på VM-kanin?

Se også: Efter kontroversiel beslutning: Voldsom kritik af Simon Kjær

Jonas Knudsen drømmer både om en VM-plads og et stort klubskifte i sommerpausen. Foto: Lars Poulsen VM 2018 - 24. maj. 2018 - kl. 08:55 Dansk profil kom fra baghjul: Drømmer om VM og stort klubskifte

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere