Det er ikke kun tippe-glade danskere, der har tiltro til Åge Hareides tropper til VM. Det har også vores blågule naboer.
I hvert fald Olof Lundh, der er sportsjournalist på det svenske sportsmedie Fotballskanalen. Han er ellevild og begejstret for det danske spil, som han mener kan sende Danmark tæt på VM-medaljer.
- Jeg tror, at Danmark når til semifinalen i VM. Jeg tror dog ikke på, at de når længere end det. Tyskland bliver for svære at slå. Men der er altid en risiko ved, at man mister noget af sulten for at vinde, når man når langt i turneringen, så det skal de danske spillere passe på.
- Mit bud er, at Danmark ryger ud i semifinalen til Tyskland. De vinder nok 2-0, fortæller den svenske journalist Olof Lundh til Ekstra Bladet.
Lundh tror, at Tyskland og Brasilien ender mod hinanden i VM-finalen, hvor han regner med, at Brasilien vinder. Men den svenske ekspert lægger bestemt ikke skjul på, at han er begejstret over det danske landshold.
- Jeg er imponeret over den måde, Åge Hareide har vendt om på tingene på det danske landshold. Hareide ændrede hele måden, holdet spillede på, og først der begyndte de at spille virkelig godt. Hareide har vist, at han er en vinder, lyder det fra Lundh og fortsætter.
- Jeg kan godt forstå, at der er spillere, som er skuffede over, at de ikke er blevet udtaget. Nicklas Bendtner er ikke udtaget, men jeg tror på Åge Hareides vurdering af situationen. Bendtner gør det godt i Rosenborg, men Hareide mente åbenbart, at det var bedre at gøre noget andet, og det er muligvis bedst for Danmark, lyder vurderingen fra Olof Lundh.
De vigtigste spillere
Eksperten mener, at Danmark har en god samling af dygtige spillere. Han er særlig overbevist om, at Christian Eriksen kan gøre den store forskel for Danmark under slutrundem.
- Eriksen er meget vigtig for Danmark. Man har brug for en spiller, der kan noget ekstra. Han lader til at være i rigtig god form. Han scorede mål mod Mexico, og han var rigtig vigtig for Danmark ved kvalifikationskampene.
- Jeg tror, at han spiller det bedste fodbold i sin karriere lige nu. Man har brug for sådan en spiller, der er bedre end 'god', og det er Christian Eriksen, lyder den store ros fra Lundh.
Han mener desuden, at de danske landsholdsspillere er villige til at yde det ekstra stykke arbejde for holdet.
- Jeg er meget imponeret over Thomas Delaney. Han kæmper virkelig godt og har rykket sig meget de seneste år. Kasper Schmeichel viser sig også fra sin bedste side og er meget vigtig for Danmark, lyder vurderingen.
Danmark skal møde Peru, Australien samt Frankrig i VM-gruppen, hvor Hareides udvalgte åbner mod sydamerikanerne 16. juni i Saransk.
VM-favoritter i voldsom uro: Han overtager landstrænerposten
Dansk VM-joker har forberedt jubelscene
VM-angriber raser mod landsmænd: - I er vores fjender
International mode-gigant: Dansk stjerne med på fornem VM-top 10