England buldrer videre: Sveriges VM-drøm knust i luften

England er klar til semifinalen efter 2-0 sejr over Sverige i kamp, der startede umanerligt sløvt - og så fik masser af liv

England sender svenskerne ud med en nem 2-0-sejr. Se nedtakt til kampen her

Træstammen knækkede grankvisten!

Man lader ikke ustraffet 100 kilo determineret Harry Maguire lette fra jorden, mens han - som om Emil Forsberg er en irriterende flue - nærmest ubekymret vifter den gulblusede svensker væk.

Derefter sætter den engelske 'man mountain' en pandebrask som en donhammer til kuglen og dirigerer den med største selvfølgelighed forbi Robin Olsen.

1-0 til England, God save the Queen – og football’s coming home…

Leicester-sluggerens imponerende knald med krydderen efter en halv time fik i den grad piftet stemningen op på Samara Arena, hvor tilskuerne indtil da formentlig har haft en grum mistanke om, at Putin-tro kemikere havde sendt en ordentlig sky af noget små-bedøvende – eventuelt valium på spray – ud over et stadion, der end ikke var helt fyldt.

Den svenske kaptajn Granqvist, der ellers kender tundraens og steppernes små hemmeligheder fra fem år i Krasnodar, kunne blot slå bekymret ud med armene. Ashley Youngs perfekt slåede hjørnespark demonstrerede præcist, hvad et engelsk mandskab – der bruger mange chancer til scoringerne – trods alt kan.

Plus at gamle britiske dyder i feltet ikke sådan lige går i glemmebogen – den 194 cm lange Maguire og makkeren centralt i den engelske defensiv har næppe tabt én eneste luftduel hidtil under denne slutrunde, og nu har den 25-årige forsvarer så oven i købet også scoret sit første landskampsmål og sendt en hel nation på den anden ende.

Scoringen satte en anelse mere fut i fejemøget, end det havde været tilfældet de første 20-25 minutter. Harry Kane hamrede et fladt forsøg en meter ved siden af efter svensk fejl i det 19. minut, og de hvidblusede havde tilsyneladende lettet trykket på bremsen en anelse for at flytte foden forsigtigt over på speederen.

Raheem Sterling vågnede til dåd og burde have øget til 2-0, da han flot tæmmede en ’simple ball’, en høj aflevering ind i feltet, men Robin Olsen i buret fik lige akkurat sin venstre lab på kuglen, da Sterling forsøgte at runde FCK-målmanden, og chancen løb ud i et noget halvkvædet forsøg.

Dele Alli passerer Robin Olsen, og England fører 2-0 i Samara, der resultatmæssigt set med svenske øjne blev en slags Sahara. Foto: AP
Dele Alli passerer Robin Olsen, og England fører 2-0 i Samara, der resultatmæssigt set med svenske øjne blev en slags Sahara. Foto: AP

Målet til 2-0 kom så til gengæld straks efter pausen, men det var Marcus Berg, der med et brag af et hovedstød blot måtte konstatere, at Jordan Pickford med en formidabel redning forhindrede svenskeren i at udligne.

Christian Eriksens daglige legekammerat i Tottenham kunne til gengæld får netmaskerne til at blafre. Kieran Trippier lagde bolden tilbage til Jesse Lingard, der legende let lagde kuglen over de svenske hoveder og lige ind i smasken på Delle Ali. Panden på – og 0-2 på måltavlen.

Chris Waddle kommenterede straks: Game over! Den tidligere kæmpe kunne ikke se svenskerne vende tilbage i det opgør – og slet ikke se to blå-gule scoringer komme ud af intet.

Han havde ikke helt ret…

Viktor Claesson fik tre minutter senere bolden serveret via Marcus Bergs hæl, bombede – men blot for at se Jordan Pickford i en ny super aktion for anden gang i anden halvleg. Og Everton-keeperen slog til for tredje gang, da Marcus Berg i en omstilling hamrede løs i det 72. minut.

Ludwig Augustinsson fik chancen for at  bringe en sidste øjebliks spænding kort inde i overtiden, men sendte sit frisparksforsøg højt over Jordan Pickfords mål. Tættere kom svenskerne ikke, England er klar til VM-semifinale mod enten Kroatien eller værterne Rusland - Chris Waddle fik alligevel ret, og Zlatan kommer nok inden længe med en kommentar...

ENGLAND VED DE SENESTE  5 VM-SLUTRUNDER
2018: ?
2014: Gruppespil
2010: 1/8-finale
2006: Kvartfinale
2002: Kvartfinale
1998: 1/8-finale

Målmand Jordan Pickford slog til i straffesparkskonkurrencen mod Colombia og var med til at bryde det engelske traume fra ellevemeterpletten. Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix VM 2018 - 7. jul. 2018 - kl. 15:17 22 år med nedture: Sådan brød England forbandelsen

Neymar har prøvet at spille to VM-kvartfinaler. Længere er den brasilianske virtuos aldrig nået. Foto: Francisco Seco/AP VM 2018 - 7. jul. 2018 - kl. 09:52 Brasiliens exit sikrer historiske VM-semifinaler

Se også: Schmeichel slår til igen: Spiser kage med Putin i russisk VM-hyldest

45 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere