KASTRUP (Ekstra Bladet): Autografjægerne flokkedes om Danmarks største stjerne, Christian Eriksen, da han tjekkede ind til VM-rejsen til Rusland mandag formiddag i Kastrup Lufthavn.
En lille, smilende dreng iført OB-træningsdragt fik en frisk bemærkning med på vejen fra Christian Eriksen, der konstaterede, at trøjen var den helt rigtige.
Smilet var bredt og humøret højt hos Christian Eriksen, da han gjorde klar til endelig at rejse til Rusland, hvor Danmark lørdag spiller den første kamp ved VM mod Peru.
- Vi har kæmpet i to år for at være med ved VM. Vi skal ned at have det sjovt og forhåbentligt lave et godt sportsligt resultat. Jeg synes, det ser rigtig godt ud, forklarede Christian Eriksen til pressen.
Han erkender, at starten på VM bliver helt afgørende for de danske muligheder ved slutrunden.
- Kamprækkefølgen med Peru, Australien og Frankrig er optimal. Vi kan bringe os i en rigtig god position, hvis vi kommer godt fra start mod Peru, påpegede Christian Eriksen, der har et klart succeskriterium for Danmarks VM-deltagelse:
- Vi skal videre fra gruppen. Det er vores målsætning. Siden må vi se, hvad der sker.
Han blev far sidste mandag og fik fri til i torsdags af landstræneren. Siden scorede han mod Mexico og hyldede sin søn ved at vise sin støvle, hvor datoen for arvingens fødsel var broderet ind i støvlen.
- Det har hele tiden ligget i kortene. Det var en perfekt timing af Sabrina (Eriksens kæreste, red.) og den lille, sagde han med et smil og tilføjede, at han ikke venter at få besøg af kæresten under VM.
- Vi har aftalt, at Sabrina kommer, hvis vi går i VM-finalen, kom det fra den danske stjerne, der ellers ikke venter at få besøg under slutrunden.
For otte år siden var Christian Eriksen med til VM i Sydafrika på det yderste mandat i truppen. Han var 18 år, men imponerede på træningsbanen og fik lidt spilletid.
Nu er rollen en anden, hvor han indtager hovedrollen på et dansk landshold, hvor han må betegnes som en af VM’s 15 største stjerner ved VM-slutrunden.
- Jeg forventer at få lidt mere spilletid ved VM nu i forhold til Sydafrika. Jeg er mere erfaren og har prøvet en del, sagde han, inden han steg ombord på flyveren.
Videodomme bliver mødt med skepsis på VM-holdet