Selvom vejret bød på grå himmel og støvregn var der fodboldfest inde på den legendariske sportspub Kick Off i hjertet af O’ense, da England skulle spille åbningskamp mod Tunesien.
Den gamle sportspub er prydet med fodbold t-shirts fra alle lande og klubber og stedets ejer, Flemming Berg, leverer glædeligt røverhistorierne bag de mange polyester trøjer.
Som optakt til aftenens kamp kørte en dokumentar om Danmarks EM sejr i 92 på storskærmen, og så var stemningen ligesom lagt.
-Ja den kører vi stadig på, men vi har selvfølgelig heller ikke så meget andet, griner Flemming Berg.
Pubben blev så småt fyldt efter Belgiens overbevisende sejr over Panama, og ved England – Tunesiens kampstart havde både engelske fans og sågar odenseaneren Kim Larsen slået måsen i sædet.
Kampen bliver noget mere spændende end forventet, da Tunesien scorede til en uafgjort halvleg, men da England i kampens sidste minutter scorer til 2-1 var sejren i hus.
Noget mere spændende end den havde behøvet at være, mente englænderen Dave.
-Det var en frustrerende og lang kamp, men jeg synes, at vi endte med det rigtige resultat, grinede englænderen.
Det var også tydeligt, at de fleste af de fremmødte danskere heppede på den britiske fodboldstormagt, og selvom det var mandag, skulle den flotte sejr selvfølgelig fejres med en ekstra fadøl.