HELSINGØR (Ekstra Bladet): Christian Eriksen og kæresten Sabrinas kommende barn har været det helt store hovedbrud for det danske landshold i disse dage.
Eriksen var ikke med i venskabskampen mod Sverige lørdag, hvis kæresten skulle gå i fødsel, og han er endnu ikke tjekket ind i lejren tirsdag.
Men noget tyder på, at der snart kan være godt nyt på vej.
- Christian kommer ikke i dag. Han kommer forhåbentlig i morgen (onsdag, red.). Jeg ved ikke, om det bliver sat i gang, jeg er ingen jordmoder, men jeg ved bare, at han gerne vil være hjemme. Det respekterer vi, siger landstræner Åge Hareide, der har befalet Eriksen til at blive hjemme, indtil situationen er løst.
Hvad er dit indtryk af hans mentale stand i en svær situation?
- Den er under kontrol, tror jeg. Det virker sådan. Det er meget, meget svært at få ham ud af balance både på og uden for banen. Man skal også have respekt for, at det er meget privat for ham. Og det er vigtigt, han får ro og fred, fortæller landstræneren.
- Derfor har jeg også sagt til ham, at han skal være hjemme i stedet for at køre mellem Odense og Helsingør. Så hellere vente til, det er overstået, siger Hareide.
Landstræneren ved dog endnu ikke, om Eriksen kan kalde sig far, hvis eller når han møder ind i lejren onsdag.
- Det ved vi ikke. Men han skal være i Odense, indtil det kommer på plads. Det er en stressfaktor, hvis han skal køre på motorvejen hele tiden. Han er i Odense, indtil alt er overstået, slår nordmanden fast.
Utrolige tal: Christian Eriksen koster mere end Ronaldo