For to år siden var han fan - nu er han Englands store VM-helt

Harry Maguire tog i 2016 til Frankrig uden at ane, at han to år senere skulle blive talk of the town hjemme i England

Harry Magurie som tiljublet midtpunkt efter at have pandet England på 1-0. Foto: AP
Harry Magurie som tiljublet midtpunkt efter at have pandet England på 1-0. Foto: AP

Kasper Schmeichel er selv en mand med en vis udstråling og fysisk pondus, og når danskeren så foran sig har en mand som Harry Maguire til at rydde luftrummet i Leicester-forsvaret, så SKAL det blive svært for modstanderne at score.

Det demonstrerede den 25-årige englænder nok engang mod Sverige efter en mere end overbevisende indsats – i begge luftrum. Hvis den ene Harry (Kane) ikke når frem til bolden, så gør den anden det bare i stedet.

Harry Maguire og målmand Jordan Pickford, der rev hele tre storslåede parader ud i næverne i anden halvleg, bliver selvsagt rost til skyerne i britisk presse og modtager topkarakterer for indsatsen og de første folkekrav om snarlig adling…

’Outstanding – nok engang. Et vitalt mål og en klippe i forsvaret,’ flyder rosen fra selveste BBC efter indtoget i VM’s semifinale.

Harry Maguire kan næsten heller ikke selv tro den drejning, eventyret har taget. På dette tweet sidder han bagest sammen med vennerne, der tog til EM i 2016.

Harry Maguires indtog på den store scene er et eventyr i sig selv. Han debuterede mod Litauen i februar, og nu er han et af Gareth Southgates sikreste kort – men for to år siden var han ikke i nærheden af landsholdet. Det vil sige: Han var med i Frankrig til EM – som kæmpe fan på et formentlig temmelig tørstigt hold af venner, der fulgtes med den daværende Hull-spiller.

Nu er det ham, alle taler om. Men formentlig har han også haft tid til at hilse på sin lillebror Laurence, der minsandten fik fri fra en testkamp for Chesterfield og af manager Martin Allen blev sendt til Samara med den begrundelse, at den 21-årige var ramt af russisk influenza…

- Jeg har beordret ham til at flyve til Rusland og gennemgå nogle medicinske tests. Men han skal være tilbage på mandag, formanede klubbossen.

Dele Alli tv og Harry Maguire jubler efter scoringen til 2-0. Foto: AP
Dele Alli tv og Harry Maguire jubler efter scoringen til 2-0. Foto: AP

I Samara gik det så oven i købet sådan, at Harry mødte Alli på den måde, at Tottenham-spilleren i starten af anden halvleg kunne øge til 2-0, giver jo kun eventyret en endnu lykkeligere slutning set med engelske briller.

Det hører immervæk også med til historien, at England efter forlænget spilletid og straffespark mod Colombia som hold havde løbet 40 km længere end de svenske modstandere tilsvarende blev budt mod Schweiz.

- Vi er sultne, vi er frygtløse, sagde Harry Maguire efter Colombia-dramaet, og det kan han passende gentage nu. Han er en af mange, der går til makronerne på et ungt engelsk landshold, efter han for et år siden blev udtaget til Gareth Southgates landshold og siden VM-nomineret.

Han har spillet ringe klubkampe, som da Leicester blev baldret 5-0 af Crystal Palace, hvor han mere optrådte som et får end som den løve, vi ser nu. Men under VM er han vokset til et regulært powerhouse for England og scorede for første gang i sin 10. landskamp.

The Independent skriver, at internationale turneringer har det med at skabe sine egne helte og overraskende præstationer.

’Men intet chok er større end Harry Maguires bemærkelsesværdige præstation. Han er gået fra usandsynlig outsider til fansenes favorit!’

Harry Maguire, der kom til Leicester sidste sommer fra nedrykkerne Hull, er omtrent lige så jordnær, når han taler, som når han spiller:

- Vi vidste, vi kunne straffe dem på standarder. Det bliver ikke meget bedre end dette. I dag var det vigtigste at gå videre.

Så sandt, så sandt…

Harry Maguire brøler fuldt forståeligt sin jubel ud efter at have pandet England på 1-0. Foto: AP VM 2018 - 7. jul. 2018 - kl. 18:00 England buldrer videre: Sveriges VM-drøm knust i luften

Neymar har prøvet at spille to VM-kvartfinaler. Længere er den brasilianske virtuos aldrig nået. Foto: Francisco Seco/AP VM 2018 - 7. jul. 2018 - kl. 09:52 Brasiliens exit sikrer historiske VM-semifinaler

Se også: Schmeichel slår til igen: Spiser kage med Putin i russisk VM-hyldest

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere