De har allerede måttet vinke farvel til Dimitri Payet og Laurent Koscielny.
Nu risikerer Frankrigs VM-hungrende folk at skulle vinke farvel til endnu en stjerne forud for VM.
Det bare 19-årige stjernefrø, Kylian Mbappé fik sig én over anklen i tirsdagens træning af holdkammeraten Adil Rami, så han i voldsomme smerter segnede om i græsset.
Han måtte efter at være tilset af landsholdets medicinske stab forlade træningen.
Det skabte øjeblikkeligt bekymringer hos landstræner Didier Deschamps, der har en fast plads i startformationen til angriberen.
For han er klar over, at Monaco-drengen, der er lejet ud til Paris Saint-Germain for mere end milliard kroner, kan være guld værd for Frankrig i Rusland. Og Les Bleus uden Mbappé er lidt dårligere, end hvis han er med.
Da nyheden kom tirsdag eftermiddag var der straks en række personer på de sociale medier, der farede i flint og pegede fingre af Rami - og blandt andet indikerede, at der igen-igen kan opstå fnidder i den franske landsholdslejr.
Ekspert afslører sit VM-managerhold: Du sætter dit helt forkert
Det afværgede Mbappé selv senere.
- Jeg har det fint. Det var bare et slag, så det er lige meget. Men tak for jeres beskeder. Og lad min ven være, det var ikke særlig slemt, skrev Mbappé i et forsøg på at tage brodden af episoden.
Det kunne tyde på, at han slipper nådigt. Men den franske landsholdslejr har endnu til gode at melde noget ud om hans tilstand.
Op til 24 timer før den første kamp kan landstræneren skifte ud i trupperne. Man kan forestille sig, at folk som Alexandre Lacazette og Anthony Martial begge sidder klar i en lufthavn et sted.
Frankrig åbner VM lørdag middag dansk tid mod Australien. Gruppe C tæller som bekendt derudover Danmark og Peru.
Danmark og Frankrig mødes 26. juni i Moskva.
Fik hård besked inden VM: 'Jeg nåede ikke at sige farvel'
Landsholdslegende uddeler stjerner: Så lækre er de danske slutrundetrøjer gennem tiderne