MOSKVA (Ekstra Bladet): Åge Hareide hidsede sig hverken op eller hævede stemmen, men nordmanden gled elegant af, da de franske journalister på pressemødet - forud for tirsdagens gruppefinale mellem Frankrig og Danmark på det mægtige Luzhniki Stadium i Moskva - begyndte at spørge nærmere ind til det interview, han havde lavet med Jyllands-Posten før EM. Her havde han gjort det klart, han ikke var imponeret over det franske landshold. Samtidig udtrykte han ikke den store tro på franskmændene under VM.
- De ting jeg sagde i det interview blev taget ud af en sammenhæng. Jeg sammenlignede det nuværende franske hold med dem, der vandt VM i 1998. Altså den bedste udgave af Frankrig, forklarer Åge Hareide, der efter to kampe ved VM er langt mere er imponeret over de franske individualister frem for det franske kollektiv.
- Individuelt er det en meget stærk trup, påpeger den danske landstræner, der specielt har bemærket, at franskmændene har haft stor succes med omstillingsfodbold under VM-slutrunden.
Skifter fem seks-mand
Den franske landstræner, Didier Deschramps, har lagt op til fem-seks ændringer i sin startformation, men det er ikke noget Hareide har brugt meget tid på.
- Frankrig ændrede meget på holdet ved EM for to år siden, da de var kvalificeret videre fra gruppespillet. Hvis de gør det igen, har de gode alternativer på bænken. Det er rigtig gode spillere, der kommer ind og får muligheden for at vise sig frem, siger Åge Hareide.
På VMs største stadion, hvor der er plads til 81.000 tilskuere trænede det danske landshold mandag aften. Her kunne Åge Hareide glæde sig over, at William Kvist var tilbage blandt holdkammeraterne. Han deltog i træningen, men skal ikke forvente nogen rolle på banen tirsdag eftermiddag. Landstræneren har slået fast ved en tidligere lejlighed, at Kvist tidligst kan komme i spil til en 1/8-finale.
- Vi har en stærk tro på, vi går videre, siger Åge Hareide, der kan nøjes med uafgjort for at sikre pladsen i 1/8-finalen.
Brækkede ribben og punkterede lunge: Nu træner Kvist i Rusland
Frankrig om kontroversielt Hareide-interview: - Ikke så behageligt