SAMARA (Ekstra Bladet): To VAR-straffespark er gået mod Danmark i to kampe ved VM-slutrunden. I begge tilfælde har Yussuf Poulsen været direkte involveret.
Efter episoden mod Peru i lørdags følte Åge Hareide anledning til at løfte pegefingeren overfor Yussuf Poulsen, når han befinder sig i danskernes straffesparksfelt.
Her sagde nordmanden med et skævt smil:
- Yussuf Poulsen skal have en fodlænke om benet og forbud mod, at færdes i eget straffesparksfelt. Han begik straffespark mod Peru, men dommeren kunne have dømt endnu ét i den kamp!
Åge Hairede havde tilsyneladende ’glemt’ at informere sin kantspiller om forbuddet mod Australien, fordi han fik på ny en uheldig hovedrolle.
Yussuf Poulsen hoppede op i en hovedstødsduel på et hjørnespark, hvor bolden ramte hans ene hånd. Dommeren dømte ikke straffesparket i første omgang, men ændrede mening, efter han havde set episoden igen og igen ude ved sidelinjen.
- Jeg synes ikke, der er straffespark. Jeg har min arm, hvor man har den i en hovedstødsduel, forklarer Yussuf Poulsen og uddyber:
- Dommeren dømmer den heller ikke. Men efter at have set den fire-fem gange i slowmotion rammer bolden hånden, og så kan den forsvares at dømme, siger Yussuf Poulsen, der var mere frustreret over, han ikke fik et frispark 15 sekunder, før Australien fik hjørnesparket som førte til udligningen.
Snydt for frispark
Omkring banens midte blev Yussuf Poulsen nedlagt i en situation, hvor dommeren undlod at fløjte frispark.
- Der var slet ingen tvivl. Der var frispark til mig i den situation, siger Yussuf Poulsen, der nu ikke gider bruge mere tid på VAR, Video Assistant Referee.
Nu kan den ene af Danmarks målscorere ved VM i stedet indstille sig på en pause på tirsdag, fordi han skal afsone karantæne mod Frankrig. Han fik en advarsel mod Peru og endnu en mod Australien som konsekvens af de to straffespark, han begik.
- Det er ærgerligt, jeg ikke kan spille mod Frankrig. Jeg håber, mine holdkammerater kan klare det, siger kantspilleren, der er godt tilfreds med fire point efter to kampe ved VM-slutrunden.
- Hvis vi var blevet spurgt før VM-slutrunden, om vi ville være tilfredse med fire point efter de to første kampe, havde vi købt den, siger Yussuf Poulsen, der formentlig bliver afløst af enten Martin Braithwaite eller Andreas Cornelius.
Rasende Hareide følte sig snydt: Der var klart straffe
Tager Hareide konsekvensen? Én mand dumper efter australsk deler