ANAPA (Ekstra Bladet): Det hører til sjældenhederne, at det danske landshold direkte indstiller sig på modstanderen.
Men det kommer til at ske tirsdag på VM’s største stadion – Luzjniki Stadium – i Moskva, når Frankrig er modstanderen.
Ubarberet og med et bredt smil mødte Åge Hareide søndag formiddag den danske presse og en enkelt fransk journalist fra sportsmagasinet L’Équipe.
Her gjorde nordmanden det klart, at der kommer til at ske ændringer i den måde, som landsholdet spiller på i tirsdagens opgør mod Frankrig.
- Vi bliver mere beregnende i den måde, vi vil spille på. Og når det er muligt vil vi også spille mere direkte, forklarer landstræneren og uddyber:
- Vi skal være bedre i balance og have en langt bedre boldomgang. Det bliver helt afgørende, vi ikke mister bolden i områder på banen, hvor vi kan blive straffet. Vi gjorde det mod Australien, og sker det igen mod Frankrig, vil de straffe os, påpeger landstræneren, der overvejer at spille med to defensive midtbanespillere i modsætning til normalt, hvor Danmark kun har én defensiv midtbanespiller.'
Straffer fejlene
Det har i den grad overrasket landstræneren, hvordan Frankrig har sikret sig to sejre i de to første kampe.
For det har langtfra været på sublimt offensiv fodbold, hvor franskmændene har været det dominerende mandskab, hvilket ville være naturligt, når man ser på de 23 spillere der er med ved slutrunden.
Manager-ekspert overrasker inden 3. runde: Det vrimler med guldkorn
Eller kaster et blik på alle de store, frasorterede navne.
- Jeg synes, franskmændene har været svingende i de to første kampe. De har stået meget lavt på banen og satset på omstillingsfodbold. De har ikke taget meget initiativ i de to kampe mod Australien og Peru.
- De har stået og ventet på andre hold har lavet fejl, og så slået til. Jeg synes de var heldige med at vinde mod Australien, og Peru spillede lige op med dem, mener Åge Hareide.
Landsholdstruppen rejste søndag eftermiddag med kurs mod Moskva, hvor William Kvist stødte til truppen senere søndag.
I første omgang som en ekstra mental støtte i truppen, fordi det efter skaden i ribbene er fuldstændig udelukket, han får spilletid mod Frankrig tirsdag aften.
Åge Hareide udelukker til gengæld ikke, at William Kvist kan få en rolle, hvis Danmark kvalificerer sig til 1/8-finalen.
- Jeg har været løbende i kontakt med William Kvist. Der er fremskridt og vi må se tiden an, hvis vi kommer i en 1/8-finale, siger landstræneren.