STOCKHOLM (Ekstra Bladet): Der bliver ingen Christian Eriksen, ingen Andreas Cornelius, Andreas Bjelland eller for den sags skyld Nicklas Bendtner lørdag aften mod Sverige.
Til gengæld får flere marginalspillere mulighed for at vise sig frem for Åge Hareide, når Danmark skal forsøge at udbygge rækken af ubesejrede kampe fra 13 til 14.
Michael Krohn-Dehli er kommet fra baghjul og ligner en mand til den endelige VM-trup, der skal offentliggøres på mandag klokken 12:00 overfor FIFA.
Han spiller lørdag fra start for første gang på landsholdet i næste to et halvt år. Krohn-Dehli har ikke været med siden nedturen mod Sverige i november 2015, hvor EM-billetterne til Frankrig glippede.
Krohn-Dehli kommer til at optræde på Christian Eriksens plads. Hareide kan ved selvsyn få set, om han er et brugbart alternativ til Danmarks største stjerne.
Kæmper om de yderste pladser
Der er reelt kun et par ledige pladser tilbage i Danmarks VM-trup. Åge Hareide har sagt, han overvejer at tage en ekstra angriber med til VM på bekostning af en forsvarsspiller, fordi han har så mange fleksible forsvarsspillere, der kan spille flere forskellige positioner. Det gælder eksempelvis Andreas Christensen og Jens Stryger Larsen.
Det bliver en svær afgørelse, når landstræneren skal beslutte om Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner skal bevare deres pladser i VM-truppen. De er skadede, og Hareide er tvunget til at lytte til sin lægestab, fordi han ikke vil rejse til Rusland med spillere, der ikke er i stand til at deltage i træningen. Lægestaben skal nærmest garantere, at de er fit til at træne i løbet af den kommende uge.
Kasper Dolberg og Martin Braithwaite ventes at starte på bænken lørdag aften i Stockholm, men det vil være naturligt, hvis de får lejlighed til at vise sig frem i landskampen, fordi det er sidste chance for dem til at efterlade et positivt indtryk overfor landstræneren.
Lige nu virker Peter Ankersen og Mike Jensen som to af de fire spillere, der bliver sorteret fra på mandag.
Et sidste øjebliks indtryk lørdag aften kan måske ændre noget for de spillere, der har et beskedent håb om sommertogt til Rusland.
Landsholdet spiller den sidste testkamp lørdag 9. juni mod Mexico, inden truppen mandag 11. juni rejser til Rusland.