HELSINGØR (Ekstra Bladet): Efter en fridag mandag var det danske fodboldlandshold tirsdag igen tilbage i vante rammer på Hotel Marienlyst.
Men inden fokus for alvor bliver rettet mod den sidste testkamp inden VM på lørdag mod Mexico, er der et par ting, der skal tales ud om.
Vraget VM-profil sur og skuffet over Hareide: 'Jeg er slet ikke enig'
For søndag var dagen, hvor truppen sagde farvel til de fire spillere, der ikke blev udtaget til VM. Store profiler som Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland måtte sige et ufrivilligt farvel, mens Peter Ankersen og Mike Jensen også måtte pakke tasken og tage hjem.
Får snakket ud
- Det har været nogle hårde dage for os alle sammen. Jeg har det også svært med det, fordi det er nogle rigtig dygtige spillere. Og samtidigt er det vores venner. Det er folk, man er gået op af i flere år. Det er selvfølgelig hårdt. Men det er en del af gamet, så det er noget, man accepterer. Det er nu engang sådan, det er. Vi står bag beslutningerne, og det handler bare om at komme videre, siger anfører Simon Kjær, der ville holde øje med, om hovederne hang hos nogle af spillerne ved tirsdagens træning.
- Nu vil jeg lige se på, hvordan folk træner. Og hvis der er nogen, der vil snakke om det, så snakker vi om det. På den anden side er folk også pisseglade for at være her, de glæder sig også bare, siger Kjær, som dog allerede har haft den første samtale.
- Jeg har allerede snakket med Viktor (Fischer, red.) søndag aften omkring Andreas Bjelland, som vi begge har haft utrolig meget at gøre med. Jeg har spillet med ham i mange år, og jeg er utroligt ked af det på hans vegne. Også i forhold til hans klubsituation (Bjelland står uden klub, red.). Vi er jo alle mennesker, så vi forstår godt, hvad han føler. Men igen, sådan er gamet. Vi kan ikke bruge mere tid på det, og vi skal se fremad.
Mister erfaring
Landstræner Åge Hareide har været meget opmærksom på stemningen i truppen, men han synes, spillerne har tacklet den svære opgave flot.
- Det er jo en spillers drøm, man fratager dem. Jeg synes, de alle tog det pænt, men de skal have lov til at være skuffede. Nicklas Bendtner rejste sig op og sagde lykke til, og det var stort af ham i det øjeblik at gøre det. Alle er gode kammerater, så det er lige så hårdt for dem, der skal blive tilbage og sige farvel til nogen, siger landstræneren og opfordrer de tilbageværende spillere til at tage steppet op.
- Bjelland er utrolig erfaren og har spillet godt sammen med Simon Kjær. Og jeg håber, at Andreas Christensen kan opbygge et lignende samarbejde med Kjær. Bendtner har en historik, og han har en aura over sig. Han har ikke lavet så mange mål i Norge år, men det gør noget med modstanderen, når de læser hans navn på holdkortet. Han er altid farlig. Han er stærk i luften og meget stærk i boksen. Det kommer vi til at savne, men så må andre tage over og vise deres egenskaber, lyder det fra Hareide.
Danmark rejser til Rusland næste mandag. Først møder de Mexico på Brøndby Stadion lørdag.
FIFA advarer: Her skal du IKKE købe VM-billetter