Neymar får efter alt at dømme comeback i Brasiliens testkamp mod Kroatien søndag eftermiddag.
Landstræner Tites plan er nemlig at sende Paris Saint-Germain-stjernen på banen i anden halvleg.
Det siger han på pressemødet forud for testkampen, der spilles i den engelske by Liverpool.
- Neymar? Han starter på bænken, fordi han stadig er på vej tilbage. Han kommer ind i pausen, siger Tite.
Testkampen er den næstsidste for Brasilien før VM-slutrunden i Rusland, hvor sydamerikanerne er i gruppe med Costa Rica, Serbien og Schweiz.
Neymar har siddet ude, siden han 25. februar blev skadet i sin højre fod og ankel i en ligakamp mod Marseille.
Til trods for skadespausen er han udset en nøglerolle på det brasilianske hold, der jagter oprejsning efter 1-7-semifinalefadæsen mod Tyskland på hjemmebane ved VM i 2014.
- Jeg ved ikke, hvem han skal ind i stedet for (søndag, red.). Han skal være vores stjernespiller, men de andre skal også stråle, siger Tite.
Den 26-årige verdensstjerne blev historiens dyreste fodboldspiller, da han før sæsonen blev købt fri i FC Barcelona for 1,65 milliarder kroner.
Neymar har spillet 83 landskampe for Brasilien og scoret 53 mål.