VM i Rusland er ved at udvikle sig til en gedigen hjemmebane-fest.
For efter 5-0 over Saudi-Arabien i åbningskampen viste Rusland igen tænder, da Egypten blev besejret 3-1 tirsdag i en kamp, der havde to halvlege som nat og dag.
De første 45 minutter forløb uden scoringer og decideret spænding, men det blev der ændret på straks fra anden halvlegs start. Og det på en ret bizar vis.
For Roman Zobnins afslutning fra 20 meter blev helkikset, men den egyptiske anfører, Ahmed Fathi, kastede sig alligevel efter bolden - og den sendte han så ind bag sin egen sagesløse målmand.
Men det skulle blive meget værre for egypterne.
For et kvarter efter pausen lynede russerne to gange. Først var Denis Cheryshev klar ved forreste stolpe og bragede med sit tredje VM-mål Rusland på 2-0.
Og et par minutter senere tog store Artem Dzyuba et indlæg ned med brystet, tog et træk og hamrede værterne på 3-0.
Elegant og effektivt russisk spil.
Størst fokus før kampen var der på Mohamed Salah, der efter sin skulderskade i Champions League-finalen gjorde comeback for Egypten.
Ham passede russerne rigtig godt på, og Liverpool-kreatøren viste sig kun frem i glimt.
Som da han med knap 20 minutter før tid blev hevet omkuld i straffesparksfeltet og selv bankede reduceringen ind.
Men det var for sent.
Russerne kørte sikkert sejren hjem, og meget skal nu gå galt for VM-værterne, hvis de ikke allerede har sikret sig avancement til 1/8-finalerne.
Den kan Salah og co. formentlig kigge langt efter. I hvert fald skal en stribe urealistiske resultater gå egypternes vej.
Undgå fælderne: Sådan skifter eksperten ud på sit managerhold
Brasilianske bekymringer: Neymar humper fra træning