Det kom som lidt af et chok for de fleste, at den tyske landstræner, Joachim Löw, valgte at se bort fra kantspilleren Leroy Sané, da han udtog de 23 spillere, der skal forsøge at forsvare VM-titlen i Rusland.
Manchester City-spilleren var en af sæsonens helt store åbenbaringer hos mestrene, men trods ti scoringer og 15 oplæg blev der ikke plads til Guardiolas foretrukne venstre kant hos tyskerne.
I stedet er Leverkusens Julian Brandt foretrukket sammen med Paris Saint-Germains Julian Draxler som back up til Dortmunds Marco Reus.
Officielt fordi Leroy Sané ikke passer ind i det tyske system, hvor kantspillerne i høj grad skal tage del i spillet centralt i banen.
Næse-operation kan spille ind
Flere medier melder dog, at den manglende udtagelse indirekte skyldes en næse-operation, som Sané fik foretaget sidste sommer.
Ved den lejlighed besluttede Sané således at melde afbud til Confederations Cup, og det faldt angiveligt ikke i god jord hos Joachim Löw og team-manager, Oliver Bierhoff.
Det var dog ikke for kosmetikkens skyld, at City-spilleren sendte sig selv i bad standing på det tyske landshold.
- Jeg kunne ikke rigtig trække vejret gennem næsen. Det var et problem. Nogle gange mærkede jeg det i kampene. Det var meget svært for mig at trække vejret, men nu er det fint, fortalte Sané til ESPN sidste sommer, hvor han også understregede, at beslutningen blev vendt med både Josep Guardiola og Joachim Löw.
Alligevel mener både Bild og ESPN at vide, at den tyske lejr havde foretrukket, hvis Leroy Sané havde kæmpet for sin VM-chance ved Confederations Cup - selvom ESPN understreger, at der ikke er tale om en straffeaktion fra Löw, der primært har valgt ud fra taktiske hensyn.
Tyskland åbner VM 17. juni mod Mexico, inden Sverige og Sydkorea venter i gruppe F.
Tysk VM-chok: Landstræner fravælger kæmpe PL-stjerne
Afslører brutal exit: Sådan blev Gravesen sparket ud i Madrid
Matchfixing, våbensmugling og bigami: Nu laver dansker film om Barca-legenden