Schmeichels udbrud: 'Det er spin'

Den tidligere topmålmand står nu på mål for Rusland i sit nye tv-show på en statsfinansieret russisk kanal

Ekstra Bladets sportskommentator, Jan Jensen, udlægger her sagen. Producer: Martin Lorentsen

Peter Schmiechel slog sit navn fast på verdensplan med den ene fantom-redning efter den anden, men efter karrieren har han mest vist flaget som tv-vært.

Onsdag udkom så danskerens seneste program, og det er ikke gået stille for sig.

Schmeichel er blevet frontfigur på det statskontrollerede og statsfinansierede Russia Today (RT), hvor han skal lave 11 programmer om VM i Rusland.

I det første program, der blev sendt på RT i onsdags, og som du kan se her, besøger han byen Nizhny Novgorod, hvor han blandt andet lægger vejen forbi en bilfabrik, ser på kunst og maler de kendte babushka-dukker.

Schmeichel i den velkendte målmandsdragt. Foto: Colorsport/REX
Schmeichel i den velkendte målmandsdragt. Foto: Colorsport/REX
 

Der har været heftig kritik af Schmeichels valg om at tage netop dette job allerede fra første dag, det blev kendt. Kritikerne har kraftigt påpeget, at tv-stationen forsøger at male et glasbillede af landet, som hele verdens øjne vil hvile på denne sommer, når VM skydes i gang.

Den 54-årige målmandslegende står nu på mål for slutrunden, og han går i rette med de vestlige medier, som han langer kraftigt ud efter.

I et interview med FIFA-boss Gianni Infantino siger han følgende:

- Noget af det spin, der kommer fra vestlige medier, er, at det ikke er sikkert at tage til Rusland, og at sikkerheden er ikke god nok. I England siger de praktisk talt til tilhængerne, at de ikke skal tage af sted. Hvad vil du sige til det? Er det sikkert at tage til Rusland?, spørger danskeren.

Herefter svarer Infantino, at det er fuldstændig sikkert. Nærmest mere end nogensinde.

Skønmaleri af Rusland
Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at Peter Schmeichels rolle er problematisk - om end han ikke synes, at selve programmet træder over grænsen til at være propaganda, selv om det maler et skønmaleri af Rusland.

- Jeg er meget skeptisk over for den rolle, han har. Det, der bliver interessant, er, hvordan hans rolle udfolder sig, når VM starter - altså når han begynder at komme på skærmen mere direkte. Hvis der opstår ballade undervejs, eksempelvis slåskampe mellem russiske og engelske fans, hvordan reagerer RT så? Hvor lægger de skylden, hvordan omtaler de de russiske myndingheders håndtering af det og så videre, har Flemming Splidsboel Hansen tidligere fortalt Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at komme i kontakt med Peter Schmeichel via hans manager for en kommentar.

Stor analyse: Danske stjerner slås om de sidste VM-pladser

Godt betalt: Mourinho tjener kassen på VM

Ekstra Bladet stjal showet: Schmeichel-spørgsmål tager overskrifter i Irland

Holdkammerat afslører vilde Gravesen-anekdoter: 'Han var et mareridt'