MOSKVA (Ekstra Bladet): I Rusland har de argentinske fans fortsat en kæmpe VM-fest, men det er også bare med at feste, mens man kan…
For søndag er det muligvis hjem til Argentina igen i et alt andet end festligt humør. Og måske endda til en dårlig nyhed.
For fortsætter Lionel Messi på det argentinske landshold efter VM?
Før slutrunden sagde den 31-årige superstjerne til Barcelona-avisen Sport, at han ikke vidste det. Det afhang af, hvordan det endte.
Slutrunden i Rusland har næppe givet ham større lyst til at bære nationens tyngende håb på sine skuldre.
I ydmygelsen mod Kroatien lignede han ikke én, der havde lyst til at være på banen, og 1/8-finalen mod Frankrig i Kazan kan være den sidste for ham i den argentinske trøje.
Vil så hjertens gerne
Messi og det argentinske landshold har indtil nu været en kærlighedshistorie uden happy ending.
FC Barcelona-spilleren har været med til at tabe tre store finaler og allerede én gang pensioneret sig selv i landsholdsmæssig forstand.
Han ombestemte sig, sparkede sit land til VM, men Argentina har under slutrunden i Rusland afspejlet Diego Maradonas optræden på de russiske tribuner og været fuldstændigt ude af balance.
Den spanske avis El Confidencial fortalte tidligere på ugen, at Messi skulle have været klar til at pakke kufferten og forlade Rusland efter nederlaget til Kroatien.
Hans kone, Antonella Roccuzzo, fik ham til at ændre mening, men han virker ikke lykkelig i den argentinske trøje.
Han vil så hjertens gerne, men må konstatere, at selv ikke han kan klare det hele selv.
’Det er unfair’
Før VM sagde den argentinske præsident, Mauricio Macri, at kun Gud og Messi kunne afgøre, om Argentina ville vinde. Det fortæller lidt om det enorme pres, der er på Messi.
- Når han scorer i den argentinske trøje, jubler vi og fejrer det alle sammen. Men når vi taber, er det, som om Leo er den eneste, der får skylden. Det er unfair, siger den argentinske landstræner Jorge Sampaoli.
Argentinsk fodbold er i krise, talentarbejdet er i et årti blevet forsømt, og Messi virker træt af problemerne, den konstante kritik og drillerierne på de sociale medier.
Det er ikke blevet værdsat, at han har ført holdet i tre finaler (to i Copa América og VM 2014), og derfor vil det ikke komme som en bombe, hvis han igen siger stop.
Lionel Messi har aldrig scoret i knockout-fasen ved en VM-slutrunde, og Rusland 2018 er efter alt at dømme hans sidste chance for at få den pokal, som både er en drøm og en belastning.
Verdens bedste fodboldspiller er fire sejre fra den ultimative triumf, men kun ét nederlag fra en ny fiasko.
Tv-kommentator udsat for hetz: - Mange mænd kan ikke arbejde med kvinder
Landstræner afslører: Svær beslutning at gå imod egen overbevisning
Vild udmelding: Eriksen er bedre end superstjernen